Nu kommer de første danske Uber-chauffører for retten.
Det sker mere end et år, efter Trafikstyrelsen meldte den populære kørselstjeneste til politiet for ulovlig taxakørsel.
I alt er 24 Uber-chauffører blevet sigtet af politiet for at have overtrådt taxilovgivningen, og nu kommer de første seks prøvesager for retten.
Sagerne herhjemme er dog ikke de eneste, den populære taxa-tjeneste må gennemleve. Flere lande, herunder Italien og Holland, har smidt Uber på porten, og i flere lande og byer, bl.a. amerikanske Kansas, som ellers har været et af oprindelsesstederne for Uber, har man strammet kravene til selskabet så meget, at Uber har valgt at trække sig helt ud af byerne.
Her er nogle af Ubers andre sager:
Februar 2016: Uber-chauffører demonstrerer
Tidligere på måneden demonstrerede flere af Ubers egne chauffører i New York og San Francisco mod taxatjenesten. Demonstrationen skete i protest mod nye beskæringer af den takst, Ubers chauffører får for at stille deres biler og arbejdskraft til rådighed for selskabet.
På grund af svag efterspørgsel og en stigende konkurrence fra andre tilsvarende taxatjenester bebudede Uber nemlig i starten af året, at de ville skære op til 15 procent af den takst, en passager skal betale for at køre med en Uber-bil.
Februar 2016:Uber indgår forlig om sikkerhedsgebyr
Fem kroner. Så meget kunne 25 millioner Uber-brugere se frem til at modtage, efter at Uber indgik forlig i en amerikansk retssag tidligere på måneden.
I en periode i 2014 havde taxa-tjenesten nemlig lagt en dollar oven i prisen for en tur med en Uber-bil. Den ekstra dollar fungerede angiveligt som et sikkerhedsgebyr, der skulle betale Ubers baggrundstjek af chaufførerne, men Uber blev anklaget for at give falsk tryghed, fordi den ekstra dollar i princippet ikke gjorde turen mere sikker.
Forliget betød derfor, at Uber måtte betale 28,5 millioner dollar – hvad der svarer til omkring 188 millioner kroner – tilbage til deres kunder.
Januar 2016: Uber får bøde for overvågning
Under et interview med en journalist fra det amerikanske medie BuzzFeed kom en Uber-direktør til at afsløre et af Ubers egne digitale værktøjer, det såkaldte ’God View.’
Værktøjet fungerer som et totalt overblik over, hvor selskabets chauffører opholder sig og hvornår, men værktøjet satte også Uber i stand til at overvåge deres kunder. Den overvågning kostede selskabet en symbolsk bøde på 20.000 dollar.
August 2015: Uber ransaget i Hong Kong:
Tre ansatte og fem chauffører blev anholdt, da politiet i Hong Kong slog til mod taxatjenesten.
Politiet havde brugt Uber-appen til at bestille taxaer for derefter at anholde de chauffører, der mødte op. To kontorer blev ligeledes ransaget, ligesom it-udstyr blev konfiskeret som led i en større efterforskning af Ubers aktiviteter i Hong Kong.
Ubers egne repræsentanter i Hong Kong afviste, at der skulle være sket ulovligheder i selskabet.
Juni 2015: Uber-direktører anholdt i Frankrig
To direktører i Ubers franske afdeling blev anholdt og afhørt om at have hyret illegal arbejdskraft. Selskabet blev ligeledes undersøgt for ulovligt at have indsamlet data om deres brugere.
Frankrig oplevede ugen før anholdelserne voldsomme demonstrationer mod Uber. Her satte demonstranterne ild til biler og bildæk, blokerede indfaldsveje i Paris og angreb biler, der blev genkendt som Uber-biler.
November 2014: Uber har forbindelser til skattely
Da Ubers populære taxa-app også blev tilgængelig i Danmark i 2014, lød vurderingen fra to eksperter i skattely og multinationale selskabers skatteforhold, at det var højst usandsynligt, at det danske samfund nogensinde ville få en skattekrone at se fra selskabet.
Når passagerer kører med Ubers chauffører sker betalingen nemlig også via selskabets app. Således snupper Uber BV i Holland 20 procent af regningen og sender resten videre til chaufføren.
Det er derefter op til chaufføren selv at opgive indtægterne, mens de resterende 20 procent lander i Holland.