P1 opruster med nyt eksperimenterende sceneshow

Når P1liveX løber af stablen i DR Koncerthuset, kan publikum glæde sig til at opleve de kendte P1-værter vove sig ud i nyt terræn.

Sidste år kunne man opleve en lorte-transplantation, da P1liveX blev sendt live fra DR Koncerthusets studier og foyer. I år er arrangementet flyttet ind på scenen i Koncertsalen.

I mere end en menneskealder har danskerne kunnet lytte med, når P1 uge efter uge har udsendt en bred vifte af nyheder, dokumentarer, debatter og specialmagasiner fra radiostudierne i DR.

Kvalitetsrig vidensformidling er som altid udgangspunktet, når P1 står bag, men søndag d. 25. oktober har P1’s lyttere dog et lidt andet set up i vente, når P1liveX løber af stablen i DR Koncerthuset.

- P1liveX er et journalistisk, sanseligt sceneshow, der sætter fokus på eksperimenterende og levende vidensformidling. Derfor flytter P1’s radioværter for en enkelt dag ud af radiostudierne og ind på scenen i Koncertsalen, hvor de vil præsentere publikum for en række sessions som både er tænkt scenisk, men som også flytter grænser og perspektiv på indholdet, fortæller nuværende kanalchef på P1 Tor Arnbjørn.

Folder kanalen ud på nye måder

P1liveX byder på fem sessions, hvor P1-værter, forskere, debattører og fageksperter for alvor bliver sat på prøve. Det stramt komponerede program byder nemlig både på eksperimenter, interviews, taler og debatter alt sammen ved brug af visuelle virkemidler, der sikrer, at alle sanser kommer i spil.

For eksempel kan man se, hvad det at sætte strøm til hjernen kan bruges til, blive klogere på cannabis som smertebehandling og opleve en P1 Dokumentar opført live på scenen.

Om showet fortæller Tor Arnbjørn:

- P1 har en fantastisk lytterskare, hvis videnshorisont vi hele tiden er forpligtiget til at udfordre. Det betyder, at vi skal kunne blive ved med at folde kanalen ud på nye måder. P1liveX er et eksempel på, at vi tør eksperimentere med vores fortælleformer.

Du kan købe billetter til P1liveX i DR Koncerthuset her

De 5 P1liveX-sessions

P1 Dokumentar præsenterer: Kvinden der forsvandt - en live opførelse Kom til premiere på P1-dokumentaren ’Kvinden der forsvandt’ om en ung pige, der kort før jul 2011 forsvinder sporløst fra det asylcenter, hvor hun bor. Til P1liveX vil dokumentaren helt ekstraordinært blive opført live på scenen, hvor vært Gry Hoffman sammen med pårørende, tidligere chef for Rejseholdet Kurt Kragh og andre implicerede vil søge at løfte sløret for, hvad der blev den ung kvindes skæbne.

Videnskabens verden præsenterer: Strøm på hjernen Et firkantet 9V batteri og to elektroder. Mere skal der ikke til for at sætte hjernen på andre tanker. Forskning har vist, at svag strøm ikke blot kan afhjælpe sygdomme som depression og bipolar lidelse men kan også bruges til at optimere koncentration, kreativitet og hukommelse. Se hvordan, når P1-værterne Kristoffer Frøkjær og Marie Hougaard sætter strøm til hjernen i DR's Koncertsal.

Harddisken præsenterer: Virtual reality – mere virkeligt end virkeligheden

De kendte Harddisken-værter Anders Høeg Nissen og Henrik Føhns præsenterer publikum for en håndfuld af de sjoveste virtual reality-oplevelser. Du kan for eksempel prøve kræfter med at være en virtuel figur i en film eller komme af sted til eksotiske rejsemål uden at forlade DR Byen.

Radiofortællinger præsenterer: Hamp, lindring og straf

Skal cannabis legaliseres i Danmark? Det er et spørgsmål, der gennem de seneste år har været stillet gentagende gange i den offentlige debat. I sessionen 'Hamp, lindring og straf' vil P1-vært Torben Brandt forsøge at nuancere debatten ved at lede dig gennem forskellige historier om cannabis. Du kan bl.a. møde ”pot”-oteker Linda Parsley, der bor i en af de 21 stater i USA, hvor hamp er legaliseret til medicinsk brug.

Eksistens præsenterer: På rumsafari blandt Mælkevejens planeter

Spørgsmål om universet og menneskets placering deri har stort set optaget vores hjerner til alle tider. I dag er man indenfor astronomien begyndt at tale om, at et paradigmeskifte er på vej, som måske vil ændre gennemgribende på den måde, vi opfatter universet. Hvad paradigmeskiftet mere præcist indebærer, er blot én af de ting, du kan høre mere om, når P1 Eksistens sadler himmelvognen og tager dig med på rumsafari blandt Mælkevejens planeter.

Du kan se programmet for til P1liveX's session i Søauditorierne, Aarhus Universitet her og du kan reservere plads her (fri entré).

Rosenkjærprisen 2015

Foruden de 5 sessions byder P1liveX også på uddelingen af DR’s formidlingspris Rosenkjærprisen, som bliver givet til en fremtrædende forsker eller kulturpersonlighed, der har udvist særlige evner for at gøre et vanskeligt stof tilgængeligt for et bredt publikum.

I år er det professor i psykologi Svend Brinkmann fra Aalborg Universitet, der løber af sted med prisen. Til P1liveX vil han på scenen få selskab af sundhedsforsker og professor ved Københavns Universitet Bente Klarlund Pedersen og DNA-forsker og professor ved Center for Geogenetik Eske Willerslev, der alle vil komme med deres svar på spørgsmålet ”Hvordan skal vi leve?”

Facebook
Twitter