VIDEO Bente Klarlund: Venskab holder sygdom fra døren

Sundhed handler ikke kun om at spare på kalorierne og løbe en tur. Der skal også venskab til, lyder det fra sundhedsforskeren.

Kostvejledninger, motionsprogrammer og helsekure. Der findes mange bud på, hvordan vejen til et sundt liv baner sig.

Spørger man den danske sundhedsforsker og professor Bente Klarlund Pedersen, er billedet dog langt mere komplekst, end det diverse selvhjælpsbøger og ugeblade tegner.

Særligt fremhæver hun én ting, som hun mener, at sundhedseksperter omgående burde sætte på deres liste over sundhedsråd.

- Det går igen i rigtig mange videnskabelige undersøgelser, at venskab er en af hovedingredienserne i at holde sig sund og rask. Det er faktisk så vigtigt, at hvis man kunne, skulle man udskrive venskab på recept, siger Bente Klarlund.

Skeptisk overfor nutidens syn på sundhed

Forskning har i de seneste år vist, at venskab og fællesskab er væsentlige faktorer, når det kommer til at leve et sundt liv. Bente Klarlund peger bl.a. på en undersøgelse, der tog udgangspunkt i en gruppe mennesker fra fem steder i verden, der alle havde det til fælles, at de var omkring 100 år gamle.

Studiet viste, at der var nogle livstilsvaner, som gik igen i de fem kulturer. For det første havde menneskene haft livslang fysisk aktivitet, og de havde arbejdet til en høj alder.

For det andet spiste de en grøn kost, som ikke var industriforarbejdet. Men mindst lige så vigtigt var, at de alle beskrev, at de gennem hele livet havde oplevet masser af venskab og fællesskab.

Med forskningsresultaterne in mente stiller Bente Klarlund sig derfor yderst skeptisk overfor nutidens tankegang om, at det gode og det sunde liv udelukker hinanden.

- Jeg er meget optaget af, at det gode liv og det sunde liv ofte bliver sat op som hinandens kontrast. Det mener jeg ikke, at de er. Faktisk synes jeg, at det er på grænsen til kvalm, når sundhed kammer over, så man ender med at skære sociale sammenhænge væk, fordi man fx er bange for at komme for sent i seng. Det i mine øjne et trist liv, siger hun.

Ingen halleluja-løsning

Generelt mener Bente Klarlund, at folk skal passe på med at lade den nyeste kur diktere deres liv. Fra et forskningssynspunkt er der nemlig ofte ikke noget om snakken.

- De fleste af den type kurer, der florerer alle steder, er grebet ud af den blå luft. Nu taler jeg især om den type, som kommer med en slags total løsning på et sundt og lykkeligt liv – hvis du spiser sådan og gør sådan, så bliver du lykkelig og sund. Men som forsker må jeg bare sige, at der ikke findes en sådan halleluja-løsning på tilværelsen, siger Bente Klarlund.

Selvom der ikke er noget i vejen med at spare på kalorierne og løbe en tur et par gange om ugen, kan hun dog kun på det kraftigste råde folk til også at tænke i livskvalitet.

- Selvfølgelig er det ikke ligegyldigt, hvordan og hvor meget man spiser, eller om man bevæger sig, men en sund krop kan aldrig blive meningen med livet, siger hun.