VIDEO Genoplev P1liveX – festival for farlige ideer

Oplev hele P1liveX med seks sessioner om alt fra lortens guldalder til kønsskifte live på scenen – og se, hvad Signe Molde finder på i pauserne i foyeren

Blandt andet Jeanette Varberg fortæller herunder om super-vulkaner, der udslettede en tredjedel af Jordens befolkning. Foto: Bjarne Bergius Hermansen. (© Type 1)

Hvordan foregår en gør-det-selv-lorte-transplantation og hvad kan den gøre for syge mennesker? Kan det lade sig gøre at skifte køn på 30 minutter og hvordan føles det? Og hvem vinder, når Signe Molde lægger arm mod en irer med robot-arm? Få svarene ved at se eller gense live streamingen fra P1live X fra DR Koncerthuset.

Session 1: Lort er det nye brun - om lortens nye guldalder

Hør hvorfor lort er fremtidens nøgle til sundhed og sygdomsbekæmpelse, og oplev hvordan man gennemfører en gør-det-selv-lorte-transplantation.

Præsenteret af Kristoffer Frøkjær-Jensen, 'Videnskabens Verden'.

Pause: Signe Molde taler med Malthe Borch fra Biologi-garagen om, hvad man kan bruge hendes tis til.

Session 2: Krigen i kroppen, krigen i sindet

Krigen rykker ind - i samfundet, i kroppen, i psyken. Danmark har været i krig i Afghanistan i 13 år. 43 soldater er døde derude. Nu er de sidste danske soldater snart hjemme. Men hvad bringer de med sig? De danske kunstnere har fået øjnene op for soldaternes traumer. Se og hør hvordan en forfatter, en musiker og en danser skildrer soldaternes slidte psyke. Og hør en soldats personlige beretning.

Præsenteret af Klaus Rothstein, 'Skønlitteratur på P1'.

Pausen: Signe Molde taler med Stephen Lowry om hans avancerede robotarm, og med Morten Ydefeldt om mulighederne i en 3D-printer.

Session 3: Når menneske og maskine bliver ét

Om det digitale menneske. Teknologien kommer tættere på vores krop og i nogle tilfælde helt ind under huden. Se blandt andet nordirske Stephen Lowrys robotarm i action, og se hvordan teknologien spiller sammen med vores krop, når den bliver til tøj, vi kan tage på.

Præsenteret af Anders Høeg Nissen og Henrik Føhns, Harddisken.

Pausen: Signe Molde taler med Peter Lund Madsen om fremtiden, som måske ikke er så skræmmende endda - og med Lars-Henrik Lau Heckmann (phD. Ved Teknologisk institut) og Michel Kröger (kok) om insekter som fremtidens fødevare.

Session 4: Hun, han, hvem, hvordan

Om vores opfattelser af køn, identitet og fremtidens muligheder for at vælge, hvilket køn man ønsker at være. Oplev to mennesker bytte køn live på scenen med hjælp fra DRs sminkører og en gang hypnose.

Præsenteret af Carsten Ortmann, 'Eksistens'.

Pausen: Signe Molde taler med de to publikummer Mette Bybjerg Brock og Alexander Weng Petersen om deres oplevelse med at skifte køn.

Session 5: Journalisterne, der aldrig sover

Om hvordan computerprogrammer og robotter laver fremtidens journalistik. Eller gør de? For er denne tekst skrevet af et menneske eller en maskine? Kan man lave en formel for det blændende sprog? Kan man lave en formel for Olav Hergel?

Præsenteret af Hakon Mosbech, 'Mennesker og medier'.

Pausen: Signe Molde lader sig hypnotisere af Jan Hellesøe.

Uddeling af Rosenkjærprisen

P1s kanalchef og formand for DR's Rosenkjærkomité Anders Kinch-Jensen overrækker Rosenkjærprisen 2014 til arkæolog Jeanette Varberg.

Session 6: Har mennesket en fremtid?

Om hjernen og den muligvis så uforudsigelige fremtid. Få et anderledes bud på menneskets mulige skæbne, når en fremtidsekspert møder en fortidsekspert. Hvad drømte vikingerne om? Kan man overhovedet udtale sig om fremtiden? Og vigtigst af alt: Hvorfor ser det hele slet ikke så tosset ud endda?

Præsenteret af Peter Lund Madsen, 'Hjernekassen på P1'.

Facebook
Twitter