Parabener erstattet af nyt og skadeligt konserveringsmiddel

De hormonforstyrrende parabener er i mange produkter erstattet af nyt stof, der kan give voldsom eksem.

Det er ikke nok at holde sig fra produkter, hvor det allergifremkaldende stof methylisothiazolinone optræder på etiketten. Har man allergi over for stoffet, kan man få eksem gennem luftkontakt med stoffet, der også bruges i eksempelvis maling. (Foto: Frédéric Cirou © COLOURBOX)

Hvis du som forbruger tror, at du er forskånet for gener, fordi du går uden om parabener, kan du godt tro om igen.

Det stof, der har erstattet de udskældte parabener, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende, har vist sig i stedet at være allergifremkaldende, skriver videnskab.dk.

Stoffet MI med den kemiske betegnelse methylisothiazolinone er – ligesom parabener - et konserveringsmiddel, der bliver brugt i kosmetik og husholdningsprodukter for at holde bakterier og andre mikroorganismer væk.

Ifølge videnskab.dk har MI siden 1980’erne været kendt som tilsætningsstof i industrien, men siden 2005 er det også blevet brugt i kosmetik og andre produkter, hvorved mange mennesker bliver direkte udsat for stoffet.

MI fjerner ét problem og skaber et nyt

- Det er uheldigt at udskifte parabener med MI, fordi man fjerner ét problem og erstatter det med et nyt problem, siger Klaus Ejner Andersen, der er professor ved Syddansk Universitet og Hudafdelingen og Allergicentret på Odense Universitetshospital til DR Nyheder.

Bruger man en shampoo, en creme eller et andet kosmetisk produkt, der indeholder MI, kan man udvikle allergi over for stoffet. En allergi, der senere kan komme til udtryk ved eksem i ansigtet og på overkroppen, hvis man bliver udsat for stoffet igen – også selv om man ikke er i direkte berøring med MI.

MI kan give eksem gennem luften

Klaus Ejner Andersen nævner en pige ved navn Emma som eksempel på en af de mange patienter, der hvert år kommer ind på universitetshospitalet i Odense med eksem forårsaget af luftbårne allergier.

Emma udviklede allergi, efter at hun som baby blev tørret i numsen med vådservietter, der var konserveret med MI. Fire år senere flyttede familien ind i en ny lejlighed, og Emmas ansigt hævede op i en tydelig allergisk reaktion. Det viste sig, at lejligheden var malet med maling, der indeholdt MI.

På hudafdelingen på Odense Universitetshospital har syv procent af de cirka 600 patienter, der hvert år bliver undersøgt for kontakteksem, MI-allergi, hvilket Klaus Ejner Andersen betegner som ”et meget højt tal.”

MI bandlyst af Astma-Allergi Danmark

Også Astma-Allergi Danmark betegner stoffet, der ikke er forbudt, som ”ekstremt problematisk.”

- Det er et kæmpe onde, vi har fået ind. Det rammer børn såvel som voksne, siger vicedirektør Anne Holm Hansen til DR Nyheder.

Derfor har forbundet for længst bandlyst MI fra produkter mærket med Astma-Allergi Danmarks deklarationsordning Den Blå Krans, der er et allergimærke på det danske marked.

Anne Holm Hansen håber, at der i EU vil blive indført et generelt forbud mod det allergifremkaldende stof.

Professor ønsker visse parabener tilbage

Det samme gør professor Klaus Ejner Andersen, der mener, at industrien har ”skudt sig selv i foden” ved at bandlyse flere skadelige parabener, hvilket i stor udstrækning har fået folk til også at tage afstand fra parabener, der ikke er farlige.

- Nogle parabener er absolut sikre, og jeg synes, at det er problematisk, at industrien ligefrem bruger det som et markedsføringsargument, at et produkt er fri for parabener, siger professoren.

Skal industrien så gå tilbage til parabener?

- Man skal måske vælge nogle parabener og sige, at de er ok at anvende dem og så se, om man kan finde et alternativt konserveringsmiddel, som er bedre, siger han.