Pind blander sig i Apple-tvist med FBI: Myndigheder skal have adgang med dommerkendelse

Sikkerhedsekspert advarer mod praksis: En kæmpe sikkerhedsrisiko og ude af proportioner.

Sagen mellem Apple og FBI fik et mindre antal demonstranter på gaden i USA for at kræve, at FBI frafaldt sit krav mod teknologi-producenten. (Foto: Lucy Nicholson © Scanpix)

I månedsvis har telefonproducenten Apple nægtet at åbne en iPhone, der tilhørte en gerningsmand bag en massakre i Californien sidste år.

Apples afvisning har kostet FBI mere end en million dollar – godt 6,6 mio. kroner – til at få brudt telefonen op.

Nu blander justitsminister Søren Pind (V) sig i debatten. For myndighederne skal med en dommerkendelse kunne få adgang til data, mener han.

- Er det rimeligt, at myndigheder skal tvinges til at betale enorme summer for at få åbnet en terrorists telefon, spørger Pind på det sociale medie Twitter og uddyber sin egen holdning:

- Jeg mener, at siger en dommer, myndighedernes krav er berettiget og proportionalt, skal det følges, skriver han.

Kort før påske blev en omstridt og heftigt omtalt høring om Apples modstand mod at hacke sin egen iPhone-software, droppet, fordi FBI fandt en metode til at trænge ind i den iPhone 5C, der tilhørte terroristen.

Ekspert advarer om sikkerhedsrisici

Justitsministerens melding vækker dog hovedrysten hos Peter Kruse, it-sikkerhedsekspert og partner i it-sikkerhedsfirmaet CSIS.

Kruse pointerer, at hele debatten om NSA og Edwards Snowdens afsløringer har fået producenterne til at programmere software, de ikke engang selv har adgang til.

- Det er en kæmpe sikkerhedsrisiko. Jeg tror slet ikke, man har forstået, hvad det betyder, når man lægger bagdøre ind i software. En ting er, at mennesker begår fejl, når de programmerer kode – men hvis man bevidst begynder at lege med at indlægge bagdøre, der kan tilgås af myndigheder – så åbner det også op for, at andre kan tilgå det, siger han.

Kruse pointerer, at et forslag om at myndighederne altid skal have adgang, slet ikke vil stå mål med den effekt, det vil have på sikkerheden.

- Jeg synes, hvis man kigger generelt på effekten af at tilgå data på den her måde, så er den ekstremt lille. Ser man på den potentielle effekt, det får, hvis man indlægger bagdøre i software. Det er fuldstændig uoverstigeligt at tænke på. Det her. Det er simpelthen ude af proportioner, siger eksperten.

DR Nyheder har spurgt Søren Pind til den sikkerhedsbekymring, som Peter Kruse rejser – og som også tidligere er blevet rejst af Apple som argument for ikke at give FBI adgang til en krypteret iPhone. Men justitsministeren ønsker ikke at kommentere sine tweets yderligere, meddeler han igennem sin pressetjeneste.