Rumæner vandt lotteriet 14 gange: Kan du gøre det samme?

Det var ikke held, men derimod hårdt arbejde, der gjorde økonom til lotteri-vinder. Men du kan ikke kopiere hans nummer, siger statistiker.

8… 11… 13… 15… 19… 20.

Det var vindertallene den 15. februar 1992 i den amerikanske stat Virginias statslotteri.

Jackpotten var på godt 27 millioner dollars (cirka 175 millioner danske kroner), og der var kun én vinderkupon med de rigtige tal.

Det viste sig, at den var udstedt til en investeringsfond, der havde forsøgt at købe lottokuponer med alle 7.059.052 mulige talkombinationer.

Det var resultatet at en storstilen plan, som var udtænkt af en rumænsk 'fritidsmatematiker' med et blakket ry. Han hed Stefan Mandel, og det var ikke første gang, at han vandt hovedpræmien i et lotteri.

- Det falder mig lidt for brystet at kalde ham matematiker. Hans metode bestod primært i at organisere, forklarer Anders Stockmarr, statistiker og lektor ved DTU.

Hvis du har tænkt dig at læse videre, og høre den vanvittige historie om Stefan Mandel, for at lære, hvordan du kan gentage hans succes, så kan du bare stoppe her. Det er både ulovligt og generelt økonomisk uholdbart, når det kommer til lotteri i Danmark.

- Men der er lovlige metoder, man måske kan bruge til at øge sin gennemsnitsgevinst, afslører Anders Stockmarr.

Ramte jackpot og vinderkuponen

Stefan Mandel var rumæner, og i 1960'erne arbejdede han som økonom. Men det kommunistiske Rumænien var ludfattigt, og Mandel kæmpede for at forsørge sin familie.

Hans vej ud af det lukkede land blev brolagt med lotterisedler.

Ifølge et rumænsk medie udviklede han en algoritme, som han mente, kunne sikre ham at få fem ud af de seks vindertal. Altså sikre ham en andenplads i det rumænske lotteri.

Men han var heldig: Han ramte plet, og fik jackpot. For pengene købte han sig vej ud af Rumænien, og slog sig sidenhen ned i Australien.

Købte samtlige talkombinationer

I Australien udtænkte Stefan Mandel en metode, som kunne sikre ham jackpot i ethvert lotteri.

Metoden var i princippet simpel. Mandel ledte efter spil, hvor udgifterne til at købe lottokuponer med alle mulige talkombinationer var mindst tre gange mindre end hovedpræmiens størrelse.

- Hvis man har alle kombinationerne, er man jo sikker på at vinde, forklarer Anders Stockmarr.

Og teorien var, at når jackpot var tre gange større end kupon-udgiften, kunne Stefan Mandel stå med et pænt overskud selv efter, at alle udgifter var betalt.

For ikke at skulle dække alle udgifterne selv, startede han en investeringsfond. Over en årrække overtalte han hundredvis af mennesker til at blive investorer.

Otte millioner muligheder i Danmark

Før du render ned i den nærmeste kiosk og går amok i lotterier, så tænk lige over det en ekstra gang.

- I almindelig lørdagslotto herhjemme er der 8.347.680 kombinationer. En række koster fem kroner. Skal du købe dem alle, koster det over fyrre millioner, fortæller Anders Stockmarr.

Men selv hvis jackpot er langt over tre gange så stor, altså 120 millioner, er du ikke sikret en rentabel forretning:

For du kan ikke vide, om andre også rammer jackpot. Hvis de gør, skal i jo dele. Så kan overskuddet i forretningen hurtigt gå fløjten.

- Og så er det ulovligt i Danmark - og i øvrigt hamrende besværligt at skulle købe så mange lottosedler, siger Anders Stockmarr.

Computere gjorde arbejdet

Og besværligt, det var det. Også for Stefan Mandel.

Først skulle han finde et lotteri, hvor chancerne for at vinde var maksimeret. Det vil sige et lotteri med så få talkombinationer som muligt. Herefter skulle han vente på, at puljen blev stor nok.

Og først her begyndte det egentlige arbejde. Ved hjælp af automatiserede computere, som altså ikke var hverdag i 1980'erne, blev alle mulige talkombinationer printet på lotteri-kuponer.

Kuponerne skulle så registreres og betales.

Og efter at vindertallene var trukket, skulle kuponen med vinderkombinationen findes blandt millioner af sedler.

Men med slid og slæb vandt Stedan Mandels investeringsfond hele tolv jackpots i forskellige lotterier i Australien og på de britiske øer i løbet af 1980'erne.

Mandel indtager USA

Men når udgifterne til lotteri-kuponer, computere og medarbejdere var betalt, var der ikke meget overskud tilbage til investorerne.

Desuden vågnede lotteri-selskaberne i Australien op og lavede regler imod Stefan Mandels metode.

Man siger, at alt er større i USA. Det gælder nok også lotterierne. Og Stefan Mandel flyttede sit blik mod amerikanske lotterier.

Vandt jackpotten alene

Virginias Statslotteri havde færre tal og dermed færre talkombinationer end de fleste lotterier. Og Jackpotten den 15. februar 1992 var rekordhøj.

Efter en helt vild logistisk indsats, der blandt andet involverede flere fuldtidsansatte i både Australien og Virginia, vandt Stefan Mandels investeringsfond rekord-jackpotten alene.

Og så var det jo bare om at finde den rigtige lodseddel og inkasser gevinsten.

Der skulle dog gå fire år, før investorerne fik deres penge. Lotteriselskabet forsøgte ihærdigt at påvise, at Stefan Mandel havde snydt lotteri-systemet.

Men til sidst blev han frikendt og fik præmien udbetalt.

Held er også vigtigt

Stefan Mandels succes bestod også af held. Men i mindre grad end normalt for lotterier. Ifølge The Hustle lykkedes det ham for eksempel kun at få 78% af alle talkombinationerne i Virginia. Han kunne altså have mistet alt med et brag.

Desuden kunne en eller flere andre have ramt jackpotten samme dag. Mandels overskud ville så have været mindre eller endda blevet til et underskud.

- Hans arbejde var med betydelige risici, vurderer Anders Stockmarr, der anbefaler, at man holder sig fra at gøre rumæneren nummeret efter.

Ifølge netmediet independent.co.uk var Stefan Mandel da også 20 måneder i fængsel, da han forsøgte sin metode af i Israel.

I dag lever han i øvrigt et lotteri-spekulationsfrit liv i stillehavsstaten Vanuatu, en øgruppe tæt på Fiji.

Spil ikke på din fødselsdag

Anders Stockmarr fortæller, at chancerne for at ramme jackpot i for eksempel dansk lotto ikke alene er små, men også udelukkende baseret på held:

- Hvert nummer har fuldstændig samme sandsynlighed for at blive trukket. Man kan altså ikke ændre sine vinderchancer ved at vælge bestemte tal.

Men alligevel kan man forsøge at spille lotto på en smart måde:

- Det handler om at vælge nogle tal, som ingen andre vælger. For så skal man ikke dele gevinsten med nogen, hvis man rammer rigtigt, forklarer Anders Stockmarr.

Herved øger man ikke sine vinderchancer, men sin såkaldte gennemsnitsgevinst.

Han fortæller, at man for eksempel ofte ser, at folk spiller på de tal, der indgår i deres fødselsdag. Derfor kan det være en idé at spille på tal over 31.

- Men der kan jo være andre, der også tænker på den måde. Så der er ingen garantier, slutter Anders Stockmarr.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter