Dansk rumfartsindustri omsætter for mere end en milliard om året

På onsdag bliver Andreas Mogensen den første dansker i rummet. Men danske virksomheder står bag masser af det isenkram, der bliver sendt ud i rummet.

En beholder, der blandt andet indeholder to danskproducerede satellitter bliver fanget af en arm fra den internationale rumstation. (© NASA TV)

Lige nu sidder den danske astronaut Andreas Mogensen klar til at blive skudt ud i rummet på den russiske rumbase Bajkonur i Kasakhstan.

Når raketten sendes afsted onsdag, bliver Mogensen den første dansker i rummet - men langt fra det første danske. Der eksisterer faktisk en industri i Danmark, der laver isenkram, som sendes ud i rummet.

En industri, der ved den seneste opgørelse i 2013, omsatte for 1,3 milliarder kroner, viser tal fra Dansk Industri.

Satellit fra Aalborg venter

Den industri har blandt andet skabt en satellit, som lige nu sidder klar på den internationale rumstation og venter på, at Andreas Mogensen når frem for at sætte den i kredsløb.

Satellitten stammer fra Aalborg-virksomheden Gomspace.

Den lille satellit GOMX-3 er bygget i Aalborg. Nu er den på den internationale rumstation. (© ESA)

Direktør Niels Buus er glad for at have sin satellit med på rumfart med den første, danske astronaut.

- Det får stor opmærksomhed rundt om i verden, at vi har en satellit med derop, siger han.

Gomspace er en virksomhed i kraftig vækst: På blot et år er de gået fra at være 10 mand til at være 35 i dag. Og ambitionen er at blive mange flere.

- Vi har en målsætning om, at vi skal være hundrede mand, siger Niels Buus.

Faktisk befinder der sig lige nu to danskproducerede satelitter på den internationale rumstation. Den anden er udviklet af vordende ingeniører fra Aalborg Universitet og bærer navnet AAUSAT5.

Rumfart kan få unge til at blive ingeniører

Der er omkring fyrre danske virksomheder, der beskæftiger sig med rumfart. De er repræsenteret af Forsvars- og Aerospaceindustrien i Danmark, der er en gruppe under Dansk Industri. Her ser fremtiden lys ud for direktør Frank Bill.

- Det er en lille branche - men den kan sagtens blive meget større, siger han.

- Vi har stærke kompetencer på kommunikation og på it-systemer, og her kan vi bestemt vokse.

Frank Bill regner også med, at det vil gavne dansk rumfartsindustri, når den første dansker ankommer i rummet.

- På sigt håber vi, at det får iværksættere til at synes, det er spændende at lave noget til rumfart. Måske kan det også få unge mennesker til at læse til ingeniør - for det har vi stærkt brug for, siger han.

Facebook
Twitter