Et af Andreas’ datters først ord var ’måne’

Rumfart fylder meget hjemme hos Danmarks første astronaut, og hans lille datter er for længst begyndt at kigge op i himlen.

Cecilie Beyer og Andreas Mogensen er gift på 3. år, og de har datteren Emily, der fylder to år i oktober.

Andreas Mogensens datter fylder to år i oktober, og hun er ved at lære at tale. Ofte hører man, at børns første ord er 'mor' eller 'far'. Men et af de første ord, som Andreas Mogensen og Cecilie Beyers datter, Emily, sagde, var 'måne'.

Det glædede Andreas Mogensen meget, da han hørte det, fortæller Cecilie Beyer i programmet Første dansker i rummet Direkte, der blev sendt lørdag aften på DR1.

I programmet foretager Andreas Mogensen et historisk videoopkald ned til Jorden til København, hvor 300 gæster inklusiv familie, venner og statsministeren er samlet i Industriens Hus.

Familien bor i Köln

Andreas Mogensen er på 3. år gift med Cecilie Beyer, og de har sammen Emily, der fylder to år i oktober.

Familien bor i Köln, hvor ESA’s astronauttræningscenter ligger, og sidste år var Andreas Mogensen på grund af træning kun hjemme i seks-otte uger, men heldigvis kunne familien rejse med ind imellem rundt i verden.

Det kan være lidt hårdt for familien, og det kan være svært at følge tæt med i Emilys udvikling, har både Andreas Mogensen og Cecilie Beyer fortalt tidligere i et portræt, som DR1 sendte i tirsdags.

Sendte besked hjem og ringede i går

Men Cecilie Beyer har hele tiden kendt Andreas Mogensens drøm og bakker ham fuldt op. Og hun er glad for, at han får opfyldt sin drøm nu.

Han sendte straks en besked hjem i går og ringede senere hjem på telefon, da han var kommet op på Den Internationale Rumstation, ISS, hvor han skal være til fredag aften.

- Det var rigtig dejligt. Det var så skønt at tale med ham og jeg blev meget rørt over det. og det virkede helt dagligdags at han ringede, siger Cecilie Beyer.

Andreas Mogensen og Cecilie Beyer har mødt hinanden gennem deres mødre, som arbejdede sammen. Dengang boede Andreas Mogensen i Vestafrika, men der blev sat en date op, da han var hjemme i Danmark.

Se hele interviewet med Cecilie Beyer her:

Ordet 'måne'

Selvom Andreas og Emily ikke ser hinanden så meget, er det næsten som om, han har haft en finger med i spillet med Emilys første ord.

Cecilie og datteren sad en aften og kiggede ud af vinduet, og det var lidt sjovt for Emily at se, at skyerne gik frem og tilbage foran Månen, og da den så kom frem, sagde hun 'måne'.

- Et af hendes første ord var måne. Det var han meget stolt over, da vi skypede sammen samme aften, og hun kunne sige ordet 'måne', siger Cecilie Beyer.