FAKTA Sovjetisk arbejdshest sender dansk astronaut ud i rummet

Når Andreas Mogensen den 2. september sendes op til ISS, bliver det siddende i toppen af en Sojuz-raket, verdens mest pålidelige og succesfulde af slagsen.

(© DR Grafik/Mie Hvidkjær)

For at undslippe Jordens tyngdekraft, må astronauter og kosmonauter spændes fast i en raket, der kan løfte dem op i kredsløb.

Den mest brugte raket overhovedet er Sojuz-raketten, der også kaldes det russiske rumprograms arbejdshest.

Den har været i brug i forskellige varianter siden 1957, og kan blandt andet løfte det Sojuz-rumskib ud i rummet, som astronauterne flyver til ISS med.

Raketten sendte den første satellit Sputnik i kredsløb i 1957 og var også Jurij Gagarins fartøj, da han i 1961 blev første mand i rummet.

Efter pensioneringen af den amerikanske rumfærge, er raketten foreløbigt den eneste måde, vi kan sende mennesker til ISS på.

Startede som atom-missil

Sojuz begyndte tilværelsen som det interkontinentale missil R-7 Semjorka, der blev udtænkt af den legendariske raketdesigner Sergej Koroljov i begyndelsen af halvtredserne.

Planen var, at raketten skulle kunne sende atombomber hele vejen til USA. Men andre missiler blev hurtigt udviklet, som kunne gøre det job bedre.

R-7 blev i stedet rumraket på fuld tid - og det var en god beslutning.

For R-7 er uden sammenligning det mest succesfulde rumraketdesign nogensinde - og også det mest pålidelige. Siden de første forsøg i 1955 har der været mere end 1800 opsendelser - og omkring 95 procent af dem har været en succes.

Kasakhstan er dens hjemhavn

Modellen, som skal sørge for, at Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, når sikkert frem til den Internationale Rumstation, hedder Sojuz-FG.

Den er udviklet af det russiske firma TsSKB-Progress i byen Samara, der ligger sydøst for Moskva, tæt ved Kasakhstan.

De fleste af Sojuz-FG raketterne bliver opsendt fra netop Kasakhstan, hvor den legendariske rumhavn Bajkonur ligger, men en del opsendes også fra Plesetisk i Sibirien og fra Korou i Fransk Guyana i Sydamerika.

Analog styring begrænser raketten

Sojuz-FG raketten fløj første gang i 2001, da den leverede et Progress M1-6 fragtfartøj til ISS. Siden 2002 har Sojuz-FG været den eneste raket, som Rusland bruger til at sende mennesker i rummet med. Raketten har sendt mennesker og satellitter ud i rummet 50 gange - uden at fejle en eneste gang.

Da raketten er baseret på et design, der stammer fra 1950'erne, er styresystemet dog efterhånden temmelig bedaget.

Det er analogt og begrænser rakettens muligheder. Planen er, at den skal erstattes af den mere moderne Sojuz-2 i nærmeste fremtid.

Langt de fleste Sojuz-raketter opsendes fra Bajkonur Kosmodrom i Kasakhstan. (Foto: NASA/Bill Ingalls)

Tre eller fire trin

Sojuz-FG er opdelt i tre dele, som kaldes trin. Trinene har deres egne raketmotorer, og affyres på forskellige tidspunkter af turen ud i rummet.

Det er nødvendigt for at nå en hastighed på omkring 25.000 km/t, som kræves for at nå i kredsløb.

Det første rin er fire løfteraketter der sidder på siden af raketten. De bliver frakoblet omkring 40 kilometer oppe og styrter ned på den kasakhiske slette.

Det andet trin er egentlig bare en stor brændstoftank, som er udstyret med raketmotorer. Den er fyldt med en blanding af en særlig type petroleum, kaldet RP-1 der er godt egnet til raketter, og så flydende ilt.

Tredje trin skubber rakettens last helt ud i kredsløb. Når det er løbet tør for brændstof, frakobles det og brænder op i atmosfæren. Er lasten om bord en satellit, der skal i lavt kredsløb, stopper rakettens rejse her.

Men er der astronauter, kosmonauter eller forsyninger, der skal op til ISS, er der et sidste trin tilbage. Det er enten et Soyuz-rumskib, der kan medbringe passagerer, eller det ubemandede fartøj Progress, der blandt andet sørger for, at astronauterne har noget at spise på ISS.

I nogle tilfælde udstyres Sojuz med et robottrin, som kaldes Fregat. Det er et fjernstyret rumskib, der kan bringe store satellitter i de rette kredsløb, eller styre rumsonder væk fra Jorden.

Rumskib med plads til tre

Når Andreas Mogensen på onsdag sidder klar i spidsen af den 49 meter høje Sojuz-FG raketten, er han spændt fast i et Sojuz-rumskib.

Rumskibet er også en gammel kending indenfor rumfart.

Det blev taget i brug i 1966 og var egentlig designet til det sovjetiske måneprogram.

Rumskibet består af tre dele: Et styremodul, et landingsmodul og et kredsløbsmodul.

Astronauterne sidder i landingsmodulet når raketten affyres, og kan så opholde sig i kredsløbsmodulet mens de flyver hen og sammenkobles med ISS.

Når de skal hjem til Jorden igen, brænder styremodulet og kredsløbsmodulet op i atmosfæren, mens landingsmodulet fortsætter nedad, indtil det lander på den kasakhiske slette.

Fremtiden byder på flere raketter

Sojuz-raketten får snart konkurrence om at sende mennesker i kredsløb. For flere nye raketter er på vej.

Det kinesiske rumprogram har allerede sendt en række taikonauter i rummet, og de bliver ved med at viderudvikle deres Changzheng- raket. Men de kan endnu ikke sende mennesker til ISS.

NASA er i fuld gang med at udvikle en ny tung løfteraket kaldet Space Launch System. Den skal blandt andet kunne sende astronauter tilbage til Månen og helt til Mars.

Det private foretagende SpaceX er også tæt på at kunne levere siddepladser i deres Dragon-kapsel, men firmaet oplever stadig små problemer med deres Falcon9-raketter.

Men lige meget hvor mange nye og smarte raketter, der kommer på banen, er det svært at forestille sig, at Sojuz-raketten bliver pensioneret helt. Den er stadig rygraden i vores tilstedeværelse i rummet, og vil sandsynligvis være det i mange år endnu.

Facebook
Twitter