Den første dansker i rummet

GRAFIK: 10 ting du ikke vidste om Den Internationale Rumstation

Den internationale rumstation kredser om Jorden i 400 kilometers højde og er lige nu Andreas Mogensens midlertidige hjem og arbejdsplads. Men den er også et unikt videnskabeligt samarbejde på tværs af nationer, der har været i gang i næsten 15 år. Her er ti ting, du ikke vidste om ISS.

Den internationale rumstation (ISS) er en af de største teknologiske bedrifter i menneskehedens historie. Fem rumagenturer, USA, Rusland, Japan, Europa og Canada besluttede sig for at bygge et fyrtårn indenfor teknologi og forskning. ISS er på størrelse med en fodboldbane, vejer 420 ton og huser normalt seks astronauter. Den samlede pris for rumstationen, inklusive driften, ligger i dag på omkring 1000 milliarder kroner. Til gengæld er den planlagt til at være i brug indtil 2020. Her er ti ting, du måske ikke vidste om ISS.

1:

Til november fejrer ISS sit 15-års jubilæum for konstant menneskelig beboelse i rummet. Den første ekspedition til ISS dockede den 2. november 2000. 220 mennesker fra 17 forskellige lande har besøgt ISS.

2:

ISS kredser om Jorden i en højde på mellem 360 til 415 kilometer. Styreraketter kan løfte ISS, når den er faldet for langt i sit kredsløb, eller når der skal navigeres uden om rumskrot.

3:

Rumstationen er kæmpestor. Den er på størrelse med en fodboldbane og vejer cirka lige så meget som 400 biler - eller 400.000 liter mælk. Den har to badeværelser og er større indeni end et hus med seks soveværelser.

Den komplette rumstation med de europæiske og japanske moduler forrest i billedet. (© Nasa)

4:

Den er næsten fire gange så stor som rumstationen Mir, der blev bygget af Sovjetunionen i 80’erne og mere end fem gange så stor som USA’s største rumstation Skylab, der blev bygget i 1970’erne. Begge er for længst brændt op i Jordens atmosfære.

5:

Ledningsnettet på rumstationen er hele 13 kilometer langt. Det er langt nok til, at man kan sætte opladeren i stikkontakten i Brøndby og tage telefonen med i Parken på Østerbro – eller trække kabler henover Lillebæltsbroen 13 gange.

Solpanelerne på ISS er tilsammen over 2500 kvadratmeter. (Foto: Picasa)

6:

Stationens solpaneler har en samlet overflade på over 2500 kvadratmeter. De kunne dække næsten hele Store Torv foran Aarhus Domkirke og leverer 90 kilowatt strøm.

7:

52 computere styrer systemerne om bord på ISS. De 44 af dem sidder i de amerikanske moduler alene. På computerne kører omkring 1,5 millioner linjer kode, som kommunikerer med 100 datanetværk. Netværket overfører 400.000 signaler om blandt andet tryk, temperatur og ventilpositioner.

8:

Det tog fem forskellige fartøjer mere end 115 flyvninger at bygge ISS. Konstruktionen begyndte i 1998 og rumstationen var først helt færdig i 2011.

Syv forskellige fartøjer har besøgt ISS. Dragon-kapslen udviklet af SpaceX, skal i fremtiden levere både forsyninger og mennesker til rumstationen. Her ses den over Namibia i Afrika. (© Nasa)

9:

Syv forskellige fartøjer har brugt ISS som rumhavn. Den amerikanske rumfærge, Europas robotfartøj ATV, de russiske Soyuz- og Progress-fartøjer, det japanske HTV samt Orbital Sciences Corporations Cygnus-kapsel og SpaceX’s Dragon-kapsel har tilsammen besøgt rumstationen 167 gange. I alt har 86 ubemandede og 81 bemandede flyvninger docket ved ISS.

10:

Rumstationen bevæger sig med omkring 28.000 km/t og gennemfører 15,7 kredsløb om Jorden om dagen. Det svarer til, at den rejser til Månen og tilbage igen – hver dag.

Facebook
Twitter