Historisk rumfærd: Nu er Andreas i kredsløb om Jorden

Forude venter 35 ture rundt om vores planet, før den danske astronaut fredag formiddag ankommer til Den Internationale Rumstation.

Klokken 6.46 ankom Danmarks første astronaut, Andreas Mogensen, som den første dansker og kun anden skandinav til rummet.

Helt efter tidsplanen blev Sojuz-rakettens sidste trin frakoblet fartøjet med de tre astronauter i en højde af cirka 220 km over Jordens overflade efter cirka ni minutter.

Og nu er jagten på Den Internationale Rumstation ISS sat ind.

35 gange rundt om Jorden

Over de næste 51 timer og 35 flyvninger rundt om Jorden indhenter Sojuz-fartøjet rumstationen 400 km over Jorden, med udfoldede sol-paneler og kontrollerede små raketmotorafbrændinger hvor højden på fartøjet hele tiden øges.

Andreas Mogensen og hans kolleger vil allerede klokken cirka 8:09 have fløjet én tur rundt om Jorden.

Hver tur tager cirka 92 minutter. Og farten når op på omkring 28.000 km/t.

Ankommer til rumstationen fredag formiddag

Kontrolcentret i Moskva har overtaget kontakten til fartøjet, og for hver kredsløbsbane rundt om Jorden skal besætningen tjekke og måle forskellige ting om bord på fartøjet, så man er sikker på, at alt går som det skal.

Planmæssig ankomst til rumstationen er fredag morgen klokken 9:42, hvor Sojuz-fartøjet skal docke (sammenkoble) til rumstationen.

Et par timer senere vil Andreas Mogensen og hans to kolleger kunne svæve ind gennem lugen på rumstationen, hvor seks besætningsmedlemmer venter på dem.

10 dage med fart på

Andreas Mogensens mission varer 10 dage, hvor han skal udføre en række forsknings- og teknologidemonstrationer.

Det er meningen, at han lander på sletten i Kasakhstan midt om natten – dansk tid - den 12. september.

Lørdag den 5. september ringer han hjem til Danmark i et såkaldt inflight call, som DR1 viser fra klokken 18:55.

dr.dk følger Andreas Mogensens mission tæt frem til han er hjemme igen på Jorden.