Rumfartøj en gang rundt om Jorden: Astronauterne må nu tage de store rumdragter af

Astronauterne er i gang med at indrette sig i den kabine, hvor de skal opholde sig frem til mødet med Den Internationale Rumstation fredag.

Før i dag vinkede den danske astronaut Andreas Mogensen farvel, inden han gik ind i rumraketten. Nu er fartøjet i kredsløb, og astronauterne har fået lov til at tage de store dragter af, fortæller DR's korrespondent, Mathilde Kimer fra Moskva.

Rumfartøjet med den første dansker i rummet, Andreas Mogensen, er nu i kredsløb.

Astronauterne befinder sig i vægtløs tilstand, de må tage de store dragter af, og der er mere ro på i kontrolrummet i Moskva.

Det fortæller DR's Ruslandskorrespondent, Mathilde Kimer, til DR.DK fra Star City i Moskva.

- Andreas Mogensen og de andre astronauter er ved at indrette sig i det rum, de skal være i de næste to døgn, siger hun.

- De har nu fået mulighed for at tage deres store, meget tunge uniformer af, som de har på ved lift off. De kan få lov at spise, og så kan de få lov at slappe en lille smule af. Det har været enormt stressende de seneste timer, fortæller Mathilde Kimer fra IRISS-missionens kontrolrum i Moskva.

Den danske astronaut, Andreas Mogensen, giver hånd til en af sine to astronaut-kolleger i kabinen efter opsendelsen af Sojuz-raketten.

Forventer ikke komplikationer nu

Rumfartøjet ligger nu omkring 255 kilometer højt oppe over Jorden og har her omkring klokken 8:09 rejst rundt om Jorden en en gang.

Under selve opsendelsen sad omkring 30 til 35 specialister klar til at følge og overvåge opsendelsen i kontrolrummet. Lige nu er rumfartøjet inde i en mere stabil periode, og der er mere ro på i kommandocentralen.

- Lige nu vil jeg tro, der er omkring ti stykker i kontrolrummet, fordi man ikke forventer nogle komplikationer på nuværende tidspunkt, siger Mathilde Kimer.

Nu skal astronauterne afrapportere, hvordan de fysisk har det. For eksempel om de har kvalme eller er svimle. Samtidig skal de tjekke teknikken endnu en gang.

ESA bekræfter på Twitter, at astronauterne tager de tunge dragter af, ligesom Den Europæiske Luftfartsorganisation fortæller, at alle tests er gået efter planen:

https://twitter.com/esaoperations/status/638964324938182656

Gense Sojuz-rakettens lift off klokken 6.37 her til morgen: