Velkommen tilbage: Andreas er landet på Jorden

Efter 10 dage i rummet vendte Danmarks astronaut klokken 2:51:36 tilbage til landjorden.

  • Andreas Mogensen kom ud af rumkapslen cirka 20 minutter efter, at de var landet. (Foto: NASA TV © NASA TV)
  • Sådan så det ud, da Andreas Mogensen landede på Jorden. (Foto: NASA TV © NASA TV)
1 / 2

Andreas Mogensens første rumrejse som Danmarks astronaut er overstået.

Klokken 2:51:36 landede han sammen med kosmonauterne Aidyn Aimbetov fra Kasakhstan og Gennady Padalka fra Rusland med Sojuz-landingsmodulet på en slette i Kasakhstan. Og alle tre har det godt.

- Der har helt sikkert ikke været tid til at få hjemve. Tiden er virkelig, virkelig fløjet af sted, siger Andreas Mogensen ifølge Ritzau på et pressemøde umiddelbart efter landingen fra rummet.

De forlod Den Internationale Rumstation, ISS, helt efter tidsplanen klokken 23:29, hvor ISS befandt sig cirka 400 kilometer oppe i rummet over det østlige Mongoliet.

I øjeblikket er Andreas Mogensen og hans to kolleger ved at blive undersøgt af læger i et oppusteligt telt, midt på sletten i Kasakhstan.

Sojuz smed to moduler 140 kilometer oppe

140 kilometer over Jorden deltes Sojuz-rumskibet i tre dele, så der nu kun er landingsmodulet med besætningen tilbage. De to andre dele er brændt op i atmosfæren.

Astronauterne har rejst ned gennem Jordens atmosfære og er blevet bremset undervejs fra 28.000 kilometer i timen til bare 800 kilometer.

Da de var 8,5 kilometer over jordoverfladen, foldede en enorm faldskærm sig ud og bremsede farten yderligere op til bare 22 kilometer i timen.

70 centimeter over jordoverfladen affyredes seks såkaldte landingsraketter, som sørgede for, at Andreas Mogensen og hans medpassagerer landede ’blødt’ på en slette i Kasakhstan med bare 5 kilometer i timen.

Båret ud af Sojuz-fartøjet

Selv om Danmarks astronaut kun har været væk fra Jorden i 10 dage, har hans krop vænnet til vægtløsheden, så han vil have svært ved at gå selv. Desuden mærker astronauter svimmelhed på grund af væskefordelingen i kroppen er anderledes på Jorden og i rummet.

Så per kutyme løfter og bærer man altid astronauterne ud af rumkapslen, og sætter dem over i nogle stole, så de lige kan trække vejret og smile til fotografen.

Mens Andreas Mogensen og Aidyn Aimbetov kun har været på en kort mission, vender russeren Gennady Padalka hjem efter næsten seks måneder i rummet. Han rejste op i marts og vil skulle bruge noget tid til at vænne sig til forholdene på Jorden igen.

De fik alle tre lidt te og et æble at spise, da de var kommet ud af rumkapslen. Og de fik taget blodprøver og tjekket deres puls allerede i stolen få minutter efter landingen.

(Foto: NASA TV © NASA TV)

De skal nu til til hovedstaden i Kasakhstan og modtages af præsidenten. Senere i dag, lørdag, flyver Andreas Mogensen til ESA's astronautcenter i Köln, hvor han skal undersøges nærmere, og hvor han møder familien.