Danmarks første mand i rummet, Andreas Mogensen, er nu landet i Københavns Lufthavn efter at have besøgt Den Internationale Rumstation.
Her blev han modtaget med lykønskninger - blandt andre af videnskabsminister Esben Lunde Larsen, der spurgte, om han mon havde haft bedre benplads på flyet hjem end i Sojuz-fartøjet, han rejste ud i atmosfæren med.
- Ja, det var meget mere behageligt, lød det klare svar fra astronauten.
Han har det godt og har allerede vænnet sig til at være tilbage på jorden, fortæller han til DR Nyheder. Rumrejsen var helt unik:
- Det er en af de største oplevelser i mit liv, helt sikkert. Rumstationen er et helt unikt laboratorie, og det var en kæmpe ære for mig at få lov at arbejde deroppe, siger Andreas Mogensen.
https://twitter.com/Astro_Andreas/status/640813464995385344
I sidste uge lagde Andreas Mogensen et billede på Twitter af Danmark set fra hans rumperspektiv. Han beskriver det som "en kæmpe oplevelse". Men faktisk havde den danske astronaut slet ikke regnet med at opleve sit hjemland fra oven.
- Det er ret sjældent, at man overhovedet kan se Danmark fra rumstationen. Og så plejer der jo tit at være overskyet, men jeg var så heldig, at der var fuldstændig skyfrit og klart vejr. Det var så tydeligt, at det var Danmark, siger Andreas Mogensen, der erklærer sig klar til nye rumeventyr.
https://www.facebook.com/video.php?v=1038838536166670
Se interviewet med ham i videoen over artiklen.