VIDEO Astronaut-hustru: Champagnepropperne sprang da de kom i kredsløb

Det var en lettet og glad hustru, DR Nyheder mødte efter en succesfuld opsendelse af rumraketten med den danske astronaut Andreas Mogensen ombord.

Det er ikke kun den danske astronaut, Andreas Mogensen, og hans team, der kan smile og give hånd i rumfartøjet, som har klaret opsendelsen og er nået i kredsløb omkring Jorden.

Også Andreas Mogensens danske hustru, Cecilie Beyer, er glad og lettet.

- Det var noget af det mest fantastiske, jeg nogensinde har oplevet, siger hun til DR Nyheder efter opsendelsen.

- Jeg begyndte at græde, men jeg tror, det var fordi, jeg var så glad. Jeg kunne bare se, at det her var hans drøm, der gik i opfyldelse, siger hun også.

Champagne med russerne

Inden opsendelsen stod hun sammen med en fransk astronaut, der fortalte hende alt, hvad der foregik.

"Så snart de var i orbit, så slukkede kameraet, og så sprang champagne-propperne."

Astronaut-hustruCecilie Beyer

Hun så Andreas Mogensen på skærmen.

- Han var glad. Han smilede. Det var perfekt, fortæller hustruen.

I minutterne omkring opsendelsen stod hun udenfor for at se raketten blive sendt op, men da de efter nogle minutter ikke længere kunne se raketten, gik hun ind i kontrolrummet igen.

Hun fulgte med på skærmene i de knap ti minutter, det tog, før rumfartøjet kom i kredsløb. Da det skete sprang champagne-propperne.

- Så snart de var i orbit, så slukkede kameraet, og så sprang champagne-propperne, fortæller Cecilie Beyer.

Glad og lettet

Det er en lettet hustru, DR møder udenfor efter opsendelsen.

- Jeg er meget glad og meget, meget lettet, siger hun til DR, nu hvor det ifølge hende er ’ovre’.

- Jeg har fået meget champagne allerede, fordi vi stod oppe med russerne, og der var rigtig god stemning deroppe, fortæller hun.

Se klippet med hustruen øverst i artiklen og ESA-billeder af raketten indefra og udefra nederst:

  • Print
  • Del artiklen: