VIDEO Danmarks første astronaut får medalje hos dronningen

Andreas Mogensen er i dag landet i Danmark og været på fornemt besøg på Amalienborg.

Onsdag eftermiddag har Andreas Mogensen været til privat audiens hos Dronning Margrethe. Det er første gang, han betræder dansk jord, efter sin mission til Den Internationale Rumstation, ISS.

Dronningen og Andreas Mogensen havde et kort møde med pressen, hvor det kom frem, at Andreas Mogensen har fået en belønnings-medalje med krone og guld af dronningen.

- Det er en kæmpe, kæmpe ære. Jeg er meget, meget stolt, siger Andreas Mogensen og fortæller, at det hele var en stor overraskelse.

- Jeg håber, at De får meget glæde af det i fremtiden, sagde dronningen, der havde fulgt Andreas Mogensens rejse i fjernsynet.

Medaljen i guld med inskription er - udover til personer ansat i og tilknyttet Kongehuset - senest tildelt en sergent i 1993 for en ekstraordinær indsats under krigen i Kroatien, skriver Kongehuset om medaljen.

Særligt møde

Det er ikke enhver, der bliver inviteret til privat audiens.

- Jeg var rigtig overrasket, da jeg fik dronningens personlige hilsen to timer efter, at jeg var landet i Kasakhstan, siger Andreas Mogensen.

Første dansker i rummet

Andreas Mogensen har som den første dansker i rummet i løbet af 10 døgn rejst næsten syv millioner kilometer rundt om planeten og har under missionen udført mere end 10 videnskabelige eksperimenter for forskere i hele Europa.

Det bliver måske ikke sidste gang, Andreas Mogensen ifører sig rumdragt og farer gennem atmosfæren.

Den Europæiske Rumfartsorganisation ESA vil forsøge at sende ham af sted på endnu en tur, fortalte han på et pressemøde i Industriens Hus i København.

Inden audiensen hos dronningen holdt Andreas Mogensen et kort pressemøde i Industriens Hus ved Rådhuspladsen i København:

Facebook
Twitter