Sådan flyver bolden i Super Bowl

Den amerikanske fodbold er en videreudvikling af den bold man bruger i det engelske rugby. Her holdes den af Atanta Falcons receiver Julio Jones. (Foto: STREETER LECKA © Scanpix)

Man siger at alt kan ske i fodbold, når bolden er rund. Men når Baltimore Ravens og San Francisco 49ers tørner sammen i den amerikanske Superbowl søndag nat, er bolden mere aflang end rund.

Det giver de amerikanske fodboldspillere nogle andre udfordringer, end deres europæiske kolleger.

Boldens form har stor betydning for dens opførsel, både når man sparker til den og kaster den, forklarer Thomas Bull Andersen, der er lektor ved Sektion for Idræt på Århus Universitet. Her forsker han i hvordan man mest optimalt sparker til en fodbold og hvordan den efterfølgende opfører sig i luften.

Ikke helt så tilgivende som den europæiske bold

Mens den europæiske fodbold skal skrues for at opnå højde og snyde modstanderen med retningsskift, skal de amerikanske spillere udnytte den aflange bolds aerodynamik, så den svæver så stabilt i luften som muligt.

- Den amerikanske fodbold er ikke helt så tilgivende som den runde europæiske og det kræver stor øvelse at sparke rigtigt til den. Derfor skal fieldgoal-kickeren forfine det samme spark igen og igen, fortæller han.

Kastet styres med skruning

Også når bolden kastes mellem spillerne, er det væsentligt at den skrues. Af to årsager, fortæller Thomas Bull Andersen.

- Hvis ikke spillerne skruer bolden om sin egen akse, vil den vende sig i luften med den brede side mod luften og dermed tabe fart.

Samtidigt kan spillerne med den rigtige skruning kombinere boldens hastighed, så den flyver hurtigt fremad og langsomt nedad og dermed holder sig længere i luften.

Videreudvikling af rugby

Både bold og spil er en videreudvikling af den engelske rugbysport og kan dateres helt tilbage til midten af 1800-tallet, hvor man kastede rundt med en læderbetrukket svineblære. Deraf boldens øgenavn “pigskin”.

Op gennem 1900-tallet tog spillet mere form i retning af hvad vi kender fra NFL ligaen i dag. Historiens første Super Bowl finale blev spillet i 1967, hvilket gør denne Super Bowl til nummer 47 i rækken.

Den amerikanske fodbold er en videreudvikling af den bold man bruger i det engelske rugby. Her holdes den af Atanta Falcons receiver Julio Jones. (Foto: STREETER LECKA © Scanpix)
Facebook
Twitter