Skriv udråbstegn på Facebook og få en dyrere bilforsikring

Engelsk forsikringsselskab vil lade opslag på sociale medier påvirke forsikringspræmien. Facebook gør modstand.

Er du ordentlig på Facebook? Så får du måske rabat på din bilforsikring i fremtiden, hvis det står til et engelsk forsikringsselskab. (Foto: COLOURBOX © ColourBox)

Skal dine Facebook-opslag give dig billigere bilforsikring? Det er i hvert fald et tanke, som det engelske forsikringsselskab Admiral har syslet med. Systemet skulle være gået i luften tidligere på ugen, men Facebook har indtil videre sat en stopper for selskabets planer. Det skriver The Guardian.

Den nye forsikringsmetode, som Admiral kalder ”myfirstquote”, er tænkt som en måde at tilbyde bilejere, der skal have deres første bilforsikring en mulighed for at få billigere forsikring. Det gør den ved at analysere brugernes Facebook-opdateringer med en algoritme.

Ifølge den britiske avis lukkede Facebook for Admirals tjeneste blot få timer, før den skulle være gået i luften.

Udråbstegn som advarselslampe

Admiral har angiveligt udviklet en algoritme, der ved at få indblik i Facebook-brugernes opslag, kan analysere om brugeren er pålidelig, ordentlig og opmærksom og dermed er i mindre risiko for at være en del af et biluheld.

Guardian skriver, at algoritmen fx registrerer, om man skriver i korte, klare sætninger, bruger lister eller arrangerer møder på et fast tidspunkt og ikke bare ”i aften”. Det skulle ifølge forsikringsselskabet være tegn på, at man er pålidelig - og det vil bonne positivt ud på forsikringspræmien.

I modsætning vil løbende brug af udtryk som ”aldrig”, ”altid” og brug af mange udråbstegn (!) risikere at betyde, at forsikringspræmien ikke bliver sænket, fordi det ifølge Admirals algoritme afslører, at man er overmodig.

Hvis ”myfirstquote” i denne form kommer i luften, er tanken, at algoritmen løbende udvikles og forfines, efterhånden som den opdager sammenhængen mellem brugeradfærd og indlæg på sociale medier. Admiral vil samtidig tilføje yderligere sociale medier som Instagram.

De nye kunder vil i så fald kunne få sænket deres bilforsikring med op til 3.000 kroner om året.

Ironisk comeback fra Facebook

Facebook er dog ikke tilfredse med forsikringsselskabets kreative brug af deres tjeneste. Ifølge Facebooks politik må platformens data ikke bruges, når man skal afgøre, om en person er berettiget til f.eks. billigere lån. I Facebooks brugerpolitik punkt 3,15, står der fx:

- Brug ikke data opnået gennem Facebook til at træffe beslutninger om, hvorvidt en person er kvalificeret til en ydelse. Det gælder fx om man skal godkende eller afvise en ansøgning eller hvor meget rente, man skal betale for et lån.

Ironisk nok (set i lyset af de mange diskussioner om Facebooks privatlivs-politik), skriver Facebook i en e-mail, at brugernes privatliv er en af årsagerne til, at de ikke accepterer forsikringsselskabets brug af tjenesten.

- Beskyttelse af Facebooks brugeres privatliv er af yderste vigtighed for os. Vi har klare retningslinjer, der forhindrer, at information, der bliver opnået via Facebook bliver brugt til at afgøre, om brugerne er berettiget (til f.eks. lån, red).

Privatlivsbeskyttere er enige

For en gangs skyld er forsvarere for ytringsfrihed ikke uenige med Facebook. Jim Killock, der er direktør for Open Rights Group, som arbejder for ytringsfrihed på nettet og retten til privatliv, siger til The Guardian, at de mener den nye politik er en glidebane og at den invaderer brugernes privatsfære.

Han forklarer også, at problemet opstår, når virksomheder begynder at benytte sociale medier til at træffe beslutninger, der afgør brugerens fremtidige økonomiske muligheder, baseret på hvad de kan læse på brugernes profiler.

Næste skridt er, at man begynder at træffe beslutninger ud fra race, køn, religion, seksualitet osv., mener han, hvilket igen kan betyde, at brugerne ikke længere kan føle sig trygge og begynder at censurere sig selv, fordi det kan påvirke deres fremtid.

- Retten til at have et privatliv bør ikke kun være tilgængeligt for dem, der har råd til det, siger Jim Killock til The Guardian.

Lanceret i begrænset udgave

Admiral har nu lanceret "myfirstquote" alligevel, med begrænset funktionalitet. Systemet, der er frivilligt at benytte, anvender ikke længere en algoritme til at analysere profilen og derfor afgøre, om hvorvidt og hvor meget rabat, man får på sin bilforsikring.

I stedet har man nu mulighed for at logge ind på sin profil og få en fast rabat, der ikke afgøres af en algoritmes udregning.

Forsikringsselskabet forhandler dog stadig med Facebook om at finde en løsning på den mere avancerede udgave.