Studie af 74.567 samlejer slår fast: Hiv-positive i behandling kan ikke smitte

Nyt, banebrydende studie betyder, at vi én gang for alle kan ryste fortidsbillederne af hiv af os, jubler AIDS-Fondet.

Kvinder kræver bedre adgang til behandling af hiv i de afrikanske lande under den årlige internationale AIDS-konference, der i disse dage afholdes i Amsterdam. (Foto: YVES HERMAN © Scanpix)

Behandlingen mod hiv er nu så sikker, at en smittet i fuld, effektiv behandling ikke kan give sygdommen videre.

Det er den entydige konklusion på et nyt, stort studie af 1.000 mandlige, homoseksuelle par fra 14 forskellige europæiske lande.

Studiet er koordineret fra Rigshospitalet i København og ledet af overlæge Jens Lundgren.

- Vi har undersøgt næsten 75.000 samlejer mellem to mænd uden kondom, hvor den ene var hiv-positiv. Ingen af de hiv-negative blev smittet, siger Jens Lundgren.

Studiet er banebrydende, fordi det som det første har undersøgt smitterisikoen blandt netop mandlige, homoseksuelle par, der har ubeskyttet analsex.

- Sex blandt mænd er mere risikofyldt end sex mellem en mand og en kvinde, hvis man ikke er i behandling, så det var vigtigt at skabe et robust studie, der kan påvise, at der ikke er nogen smitterisiko i netop den situation, siger Jens Lundgren.

AIDS-Fondet: Ikke mere at diskutere

Dermed er vejen banet for at udrydde de sidste fordomme, der stadig klistrer sig til sygdommen, mener AIDS-Fondet, der arbejder for at forebygge hiv.

For eksempel føler mange sig stadig ikke trygge ved at kysse en hiv-positiv person.

- Mennesker med hiv er i årtier blevet mødt med frygt – dengang hiv førte til aids og dermed var en dødsdom, der var frygten jo begrundet. Men selvom vi er langt, langt fra den virkelighed, så kan den frygt være svær at slippe af med, siger direktør i AIDS-Fondet Andreas Gylling Æbelø.

- Derfor er det så sindssygt afgørende, at vi får et studie, der nu kan få os til at ryste de her fortidsbilleder af os.

Der har tidligere været studier, der har fastslået, at smitterisikoen blandt velbehandlede hiv-positive er lig nul – men studierne har været mindre og har ikke set specifikt på usikker sex mellem homoseksuelle par.

Det nye studie sætter to tykke streger under den konklusion, understreger Andreas Gylling Æbelø.

- Nu har vi ikke brug for flere studier. For der er ikke mere at diskutere, siger han.

To millioner smittetilfælde om året

At hiv-smittede i ”fuld, effektiv behandling” ikke kan smitte skyldes, at medicinen mod hiv er blevet så effektiv, at den kan nedbringe mængden af virus i kroppen til et niveau, der er så lavt, at det ikke kan måles i blodet.

- Den behandling, vi har tilgængelig nu, er i stand til fuldstændig at lamme virussen, så den ikke kan vokse i kroppen, og derved er der ikke tilstrækkelig virus i kroppen til, at vedkommende længere er smitsom, siger Jens Lundgren.

Men selvom størstedelen af hiv-smittede herhjemme kommer i behandling, så er det langt fra virkeligheden mange andre steder i verden.

På globalt plan er der 20 millioner hiv-smittede, der endnu ikke er i behandling, og hvert år er der to millioner nye smittetilfælde, fortæller Jens Lundgren.

- Derfor skal indsatsen for at screene befolkninger for, hvem der er hiv-positive, og få sat dem i behandling, intensiveres, så de her to millioner nye årlige tilfælde kan nedbringes til nul.

Ifølge Statens Serum Institut lever omkring 6.200 personer i Danmark med hiv, og hvert år smittes omkring 200. Der er i dag normalt ikke andre ulemper ved hiv for den enkelte, end at de skal tage en pille om dagen og gå til kontroller på sygehuset.

Facebook
Twitter