110 år gamle Nilfisk er klar med selvkørende vaskerobotter

Det danske rengøringsfirma gør klar til fremtiden, hvor det beskidte arbejde i industrien overtages af maskiner.

Sådan ser prototypen ud på Nilfisks første industrivaskerobot. (© Nilfisk)

Støvsugerrobotter har i mange hjem længe været med til at gøre os arbejdsløse på den gode måde.

Men i industrien er det stadigvæk mennesker, der fører rengøringsmaskinerne rundt.

Det vil det 110 år gamle danske selskab Nilfisk - som det første af de store spillere på det professionelle rengøringsmarked - nu gøre noget ved.

I dag introducerer firmaet et nyt program, de kalder Horizon: A new way of cleaning., som netop indvarsler tiden for førerløse rengøringsrobotter.

Bag ved de storslåede titel gemmer sig et strategisk samarbejde med Carnegie Robotics - en kommerciel aflægger af Carnegie Mellon University i Pittsburgh, der blandt andet også har afgivet en lang række medarbejdere til Ubers selvkørende bilprojekt.

En strategi - ikke et produkt

På et pressemøde i København i dag forklarede Nilfisks direktør, Jonas Persson, at Horizon ikke er et produkt, men en strategi.

Ambitionen er, at både firmaer og offentlige institutioner gennem autonome rengøringsmaskiner kan nedbringe omkostningerne ved rengøringen, samtidig med at man sikrer at rengøringen er lige god hver eneste gang.

Første produkt på markedet bliver en kombineret gulvvaske/tørremaskine, som kommer på markedet i foråret 2017.

Samme teknologi som i biler og droner

Carnegie Robotics direktør Steve DiAntonio var også til stede på pressemødet.

Han forklarede, at teknologien i de kommende Nilfisk-produkter ikke adskiller sig nævneværdigt fra den, man finder i droner og særligt biler.

Det vil sige, at maskinen blandt andet er udstyret med en LIDAR (radar) og en række sensorer og er i stand til at kortlægge et rum, den ikke kender, og herefter vælge den korteste rute. Vaskerobotten kan også sættes i ‘lærings mode’, så man sætter maskinen til at ‘optage’ en rute, mens man styrer den manuelt, hvorefter den efterfølgende kan udføre jobbet på egen hånd.

Når maskinen opererer på egen hånd, kan sensorer detektere, hvis der er mennesker eller andre forhindringer i vejen. I så fald vil robotten stoppe eller navigere udenom.

I første version vil maskinen dog også kunne styres på god gammeldags facon med et menneske bag rattet. Grunden er ifølge Nilfisk, at der stadigvæk er opgaver eller rum, der er indrettet på en måde, hvor det er hurtigere eller mere praktisk at klare opgaven manuelt.

Nu er teknologien god og billig nok

På spørgsmålet om hvorfor vi først ser førerløse professionelle rengøringsmaskiner nu, svarer Nilfisk-direktøren Jonas Persson:

- Det er en kombination af, at teknologien er god nok, og at prisen er kommet ned i det rette leje.

Han nævner også flere gange sikkerhed som et væsentligt element, da man - i modsætning til en støvsugerrobot i hjemmet - rent faktisk kan komme til skade, hvis man bliver ramt af en industrimaskine.

Maskinerne er nemlig også tænkt til at køre steder, hvor der er mange mennesker, der bevæger sig, fx lufthavne og butikker.

Nemt at lave en prototype - svært at lave et produkt

Set fra et teknologisk synspunkt er der ifølge Carnegie Robotics direktør Steve DiAntonio, også en god forklaring på, hvorfor det først er nu rengøringsrobotterne tager fart:

- Det er nemt nok at lave en prototype, der virker i 90 procent af tilfældene. Men at nå et niveau, hvor den er 99,99 procent sikker, er svær.

Og det er netop det niveau, han mener, Carnegie og Nilfisk i fællesskab er nået til.

DiAntonio nævner, at det er selvsamme grund til at de førerløse biler lader vente på sig.

Hvad Nilfisks og Carnegies strategiske samarbejde angår, så vil de i samarbejde udvikle en række nye produkter i de kommende år. Teknologien vil kun kunne findes i Nilfisk-produkter og vil ikke blive udviklet som en platform, andre firmaer kan købe sig ind i.

Vi står på kanten af en revolution

Hvis nogen skulle være i tvivl, så står vi på kanten af en mindre revolution, hvor robotter vil møve sig ind på flere og flere områder, hvor mennesker før var påkrævet.

Udover de kommende Nilfisk-robotter, har de seneste uger budt på forsøg med selvkørende indkøbsvogne og selvkørende stole.

Og man må bare konstatere, at hvis der er et område, der kan automatiseres eller robotiseres, så vil der være nogle der forsøger at gøre det.