20 millioner på 50 dage: Elcykel slår alle danske crowdfunding-rekorder

Dagen inden deres crowdfunding-kampagne slutter, har et dansk søskendepars elcykel for længst givet alle andre baghjul.

Mate adskiller sig i sit design fra de fleste elcykler på det danske marked. (© Mate)

3,1 millioner dollars - eller godt 21 millioner kroner.

Så mange penge har mere end 4.300 mennesker via crowdfundingsiden Indiegogo tilsammen spenderet på at få fat i en ny type elcykel - som de vel at mærke ikke har haft en jordisk chance for at prøve.

Bag projektet står to danske iværksættere, og søskende, Christian og Julie.

Deres sammenklappelige elcykel, Mate, er dermed med afstand blevet det mest succesfulde helt danske crowdfundingprojekt til dato.

De to danske cykel-iværksættere - og søskende - Christian og Julie. (© Mate)

Hvorfor så mange mennesker er så vilde med at få fingre i den nye elcykel skyldes ifølge Christian Adel Michael formentlig to ting; design og pris.

- Med Mate bringer vi prisen ned i et leje, hvor det er tæt på, hvad en almindelig cykel koster, forklarer han til DR.

- Priserne på elcykler er jo vanvittige i Danmark lige nu og ligger på mellem 12 - 20.000 kroner, siger han.

Mate koster i sin billigste konfiguration 600 dollars + 200 dollars i forsendelse, hvilket omregnet til danske kroner ender med en pris på cirka 5.300 kroner.

Dertil kommer så momsen, som varierer afhængig af, hvilket land man bor i. Herhjemme bringer det cyklen op i nærheden af 6.500 kroner.

Til den pris får man så ifølge firmaets salgskampagne 7 Shimano-gear, en motor på 250 W, der ifølge de danske cykel-iværksættere kan sende cyklen op på 35 km/t, samt et batteri der skulle kunne række op til 80 kilometer på en opladning.

Et ungt design transformerer opfattelsen af en elcykel

Selvom elbiler er ved at blive hippe, har mange en idé om, at elcykler er noget, som kun er for ældre mennesker, der ikke har kræfter til at træde op over bakken.

Ifølge Christian Adel Michael gør det gængse elcykel-design, heller ikke meget godt for at appellere til et yngre segment.

- Mange af de nuværende elcykler på markedet udmærker sig ved at have placeret batteriet meget synligt og klodset bag på cyklen, siger han.

Det er ikke tilfældet med Mate. Her er batteriet gemt inde i stellet, uden at det af den grund er sværere at komme til det, når det skal lades op.

Mate kan foldes sammen, så den nemt kan transporteres. (© Mate)

Cyklen ligner da også alt andet end en klassisk cykel, som de er flest i det danske gadebillede. Dens udseende kan vel bedst beskrives som et gadekryds blandet af en BMX og en Minicykel.

Og det er ifølge Christian Adel Michael noget, som har fået mange til at spærre øjnene op.

- Jeg har kørt rundt i København på en del prototype-versioner af Mate og bliver næsten stoppet dagligt af folk, der spørger, hvor jeg har købt den henne. Og de ved ikke engang, at det er en elcykel, griner han.

- Rigtig mange har aldrig overvejet, at en elcykel kunne være noget for dem, men når de ser Mate, har det ændret deres opfattelse af hvad en elcykel er, siger han.

Christian Adel Michael tror, at fortællingen om elcykler snart vil skifte.

- Mange opfatter en elcykel som at være lidt “snyd”, og noget der går udover deres daglige motion, men man kan jo selv vælge, om man vil slå motoren fra eller hvor meget, den skal hjælpe, forklarer han.

Vil undgå crowdfunding-sygen

En af de ting som har ramt andre firmaer, der haft stor succes med crowdfunding er, at de ikke har kunne levere det produkt, de har markedsført.

Flere produkter er blevet langt mere end ét år forsinket i forhold til den leveringsdato, der var lovet, og flere har haft problemer med at levere den kvalitet, som ‘støtterne’ har forventet.

I de helt grelle tilfælde er nogle af de mest indbringende crowdfunding-produkter kørt helt skævt.

Selfie-dronen Zano gik ganske enkelt konkurs på trods af en indsamling på over 25 millioner kroner.

Det næstmest succesfulde produkt til dato, Coolest Cooler, har to år efter de indsamlede 90 millioner kroner stadig ikke leveret til en del af de folk, der har betalt for produktet.

I stedet er Coolest Cooler begyndt at sælge produktet på Amazon, for at tjene nok penge til at kunne levere til dem, der allerede har betalt, hvilket har fået en del støtter helt op i det røde felt.

Selvom Mate allerede er blevet en smule forsinket - mellem halvanden til to måneder - er Christian Adel Michael overbevist om, at de ovennævnte problemer ikke kommer til at ramme Mate.

Han har via et tidligere firma solgt en hel del forskellige produkter online før, og mener derfor at han kender de potentielle faldgruber, når man handler med produkter, der bliver produceret i Kina.

- Vi har erfaringen. Vi kender den præcise kostpris på cyklen. Og vi har prøvet alle bommerterne før. Andre har et skide godt produkt, men kender ikke til alt det andet, siger han.

Han regner derfor stensikkert med, at de første cykler bliver leveret i november eller december i år.

De to søskende har også gjort meget ud af, at sikre sig, at kvaliteten af Mate er i top og giver to års garanti på motor og batteri.

- Vi har hyret kvalitetskontrol i Kina, som gør, at der er garanti på produktionen. Der er simpelthen folk til stede på fabrikken, der tager stikprøver, og tester at alt er, som det skal være, siger han.

- Derfor er der også garanti fra fabrikkens side, så skulle der alligevel være et problem, så er vi dækket ind. Det vil derfor fx være nemt for os at sende et helt nyt hjul med en ny motor i, skulle der alligevel opstå problemer, siger han.

På nær motor og batteri er Mate ifølge Christian Adel Michael overvejende bygget af standardkomponenter, så man uden problemer kan tage den ned til cykelhandleren, hvis man skal have skiftet et dæk eller skiftet en bremse.

Arbejdet på en cykel længe

Tanken om at lave en mere moderne elcykel har stået på i tre år, hvoraf søskendeparret har brugt de sidste 8–9 måneder på konstant at finpudse deres prototype, inden de gik på Indiegogo med cyklen.

I samme periode har de vidst, at de ville vælge crowdfunding i stedet for at søge traditionelle investorer.

- Det gode er, at man kan starte med en lille investering. Man har sådan set bare brug for en velfungerende prototype, siger Christian Adel Michael.

Han tilføjer, at den relativt lave kommission til Indiegogo og marketingsværdien, der kan følge med crowdfunding, også er attraktiv. Samtidig har det tiltalt søskendeparret, at man tidligt i processen undgår at give store ejerandele væk til en traditionel investor.

- Alt det har krævet af penge indtil videre, har været at lave en video, et website, branding af produktet og selvfølgelig udvikling af prototypen, siger Christian Adel Michael.

Succesen har overgået forventningerne

Selvom Christian og Julie havde regnet med en vis succes, er det alligevel kommet bag på de to danskere, hvor mange cykler der er blevet bestilt.

Deres ambition var at sælge 1.000 cykler. Her dagen inden kampagnen slutter, har de passeret 4.000, og som nævnt solgt cykler for lige godt 21 millioner kroner - flest til USA, efterfulgt af Danmark og Tyskland.

Det større antal cykler har allerede gjort, at de kan nedbringe produktionsomkostningerne og har kunnet hyre produktudviklere og to kundeservice-medarbejdere.

Samtidig har de valgt at forbedre forskellige dele på cyklen - blandt andet batteriet - og der er også blevet penge til at kunne lave en ordentlig indpakning.

- Kassen kommer til at minde om en iMac-kasse. Efter kampagnen, skal den kunne sælges i designbutikker, siger Christian Adel Michael, der dermed understreger, at ambitionen er at gøre Mate til et livsstilsprodukt.

Crowdfunding er hårdt arbejde

De sidste 50 dage har været supertravle for søskendeparret, der har været i konstant dialog med støtter, potentielle støtter, mulige investorer, banken, produktionsleddet i Kina og medierne.

Og den umiddelbare succes har bekræftet de to unge danskere i, at det har fat i noget, der kan vokse sig meget større.

De har allerede tanker om nye cykelprodukter - både tilbehør og nye designs - og planen er at bygge firmaet op over de næste 2–3 år.

Selvom de gerne vil gøre det på egen hånd, er de åbne overfor at tage imod traditionel investorkapital og har allerede en del interesserede.

- Hvis den rigtige profil kommer, vil vi gerne have en investor ombord, ikke mindst så vi kan headhunte den rigtige CFO og CTO (chef for penge og teknologi, red), slutter en super glad og stolt dansk iværksætter.

Du kan læse mere om Mate og se, hvordan cyklen fungerer her.

Facebook
Twitter