3 apps der gør din Mac mere overskuelig

Hocus Focus, Daisy Disk og Divvy hjælper dig til at få et bedre overblik.

Simple apps kan være utrolig gavnlige. Daisy Disk som giver et lynhurtigt overblik over hvad der ligger på din harddisk er netop en af disse. (© dr)

I det nærmest bundløse hav af apps, har vi samlet tre, der på hver sin måde hjælper til at gøre din Mac en lille smule mere overskuelig.

1. Hocus Focus

Hører du til typen der har mange programmer og browservinduer åbne samtidig, kan din skærm hurtigt blive lidt af en rodebutik.

Her kommer Hocus Focus dig til hjælp.

Hocus Focus minimerer alle vinduer, du ikke aktivt arbejder i, så din skærm fremstår ordnet og overskuelig. Som standard minimeres vinduerne efter 30 sekunder, men du kan for hvert enkelt program vælge om der skal gå kortere eller længere tid, før vinduerne i baggrunden automatisk forsvinder.

Det kan næsten ikke være mere simpelt og Hocus Focus fungerer glimrende.

Hocus Focus er gratis, men man opfordres til at donere penge til udvikleren.

2. Daisy Disk

En anden app der er helt genial til at give et bedre overblik er Daisy Disk.

Konceptet er at give et stærkt visuelt overblik over alle filerne på din computer. Det kan i særdeleshed være godt, hvis din harddisk (eller SSD) er ved at være fyldt, eller du bare synes det er på tide at rydde op.

Daisy Disk viser en cirkel, hvor mapper bliver symboliseret med forskellige farver og forskellig størrelse, afhængig af hvor meget data der gemmer sig i mappen. På den måde kan du på et øjeblik få et overblik over hvilke mapper der fylder dit drev.

(© dr)

Ved at køre musen over de forskellige dele af cirklen får du lynhurtigt se hvilke filer der gemmer sig inde i, sorteret efter dem der fylder mest.

De filer du måtte ønske at slette, kan man tage fat i, smide ned i en lille samlekasse i hjørnet, og slette med et enkelt klik.

Daisy disk koster 79 kroner.

3. Divvy

Arbejder du med flere programmer på en gang, kan det hurtigt blive en anelse træls manuelt at placere de forskellige vinduer ved siden af hinanden på skærmen.

Det hjælper Divvy med. Appen lever i menubaren i toppen af din skærm, og kan altså hele tiden aktiveres på et splitsekund.

Når du aktiverer Divvy kommer der et lille felt frem med en række firkanter som symboliserer din skærm.

(© dr)

Med et enkelt træk med musen - eller en genvejstast efter eget valg - vælger du hvilken del af skærmen dit aktive program skal fylde. Og på den måde kan du skræddersy din skærm, så du kan se flere programmer på samme tid uden spildplads og uden at de lapper over hinanden.

Et alternativ der kan det samme, men som fungerer en lille smule anderledes, er Moom.

Divvy er en smule dyr og koster 109 kroner, men kan prøves gratis.

Facebook
Twitter