3 veje til orden i din indbakke

En finkæmning af nyhedsbreve og reklamemails i indbakken gør godt. Og er det svært at overskue, hvordan du slipper af med tilbagevendende uønskede mails, er der hjælp at hente.

Nyhedsbreve og reklamer i indbakken fjerner fokus fra de vigtige og personlige mails. Men det er faktisk nemt at rydde sin indbakke op. (Foto: Nicolai Franck © dr)

Noget af det der fylder - og støjer - i mange indbakker, er nyhedsbreve.

Og selvom man rydder op engang imellem, så har de automatisk genererede (reklame)mails - som man ofte aldrig læser - det alligevel med at vende frygteligt tilbage.

Erfaringerne her på redaktionen er, at man straks bliver i bedre julehumør, når man har sorteret alle de ligegyldige emails fra - så her følger en lille guide til, hvordan du nemt luger ud i nyhedsbreve og reklamemails i indbakken.

Gør det manuelt - eller brug en service

Grundlæggende er der tre måder at gå til problemet på: Man kan luge ud manuelt én efter én, man kan bruge en dedikeret service, eller man kan bruge en email-klient, der sorterer alle nyhedsbreve fra.

Vælger man at tage sagen i egen hånd, er det bare om at åbne det nyhedsbrev, du vil framelde, scrolle helt ned til bunden og vælge den lille (og ofte næsten usynlige) 'unsubscribe knap', som i danske nyhedsbreve typisk hedder noget i retning af 'frameld nyhedsbrev'.

Så lille og usynlig er teksten ofte, når man prøver at finde 'frameld' knappen i et nyhedsbrev. (© dr)

Et tryk på linket, sender dig videre til en side, hvor du skal bekræfte, du gerne vil slippe for at modtage flere emails fra den pågældende afsender.

Dog findes der også firmaer, som kræver, at man logger ind på sin konto, og opdaterer sine såkaldte 'nyhedsmail-preferencer', hvilket gør det hele meget mere besværligt - og alene af den grund fortjener de at blive sorteret fra.

Brug en service

Lyder det lidt for omstændigt at gøre det selv, så findes der også services, der hjælper med at fjerne de mange uønskede nyhedsbreve på rekordtid. Fx unroll.me.

Unroll.me kan på sekunder scanne din indbakke og give et samlet overblik over alle dine nyhedsbreve og reklamemails.

Fra listen, som unroll.me opretter, kan du ud fra hvert nyhedsbrev vælge mellem tre muligheder: Afmelde det, beholde det, eller tilføje nyhedsbrevet til én daglig mail (kaldes 'rollup'), som så indeholder alle nyhedsbrevene samlet. Denne mail rammer så din indbakke én gang om dagen, og du kan selv vælge om det skal være morgen, middag eller aften.

17 frameldte nyhedsbreve på to minutter føles godt. (© dr)

Unroll.me understøtter flere af de mest brugte email-services som fx Gmail, Hotmail, Outlook.com, iCloud og Yahoo. Så bruger du en af disse, kan du på få minutter få fuld kontrol over hvilke nyhedsbreve du vil beholde, og hvilke der skal tage en velfortjent lang juleferie. Servicen koster ikke penge.

Der er også en mellemløsning

Vil du egentlig gerne beholde dine nyhedsbreve, men ønsker at adskille dem fra dine vigtigere mails, findes der også flere løsninger på dette.

En er at bruge en særskilt emailadresse til dine nyhedsbreve, mens en anden er at filtrere dine indkommende mails i forskellige indbakker.

Dette er der dog også flere email-services, der kan gøre for dig. Fx har Gmail en indbygget funktion, der er rimelig god til at skille skidt fra kanel.

Det samme har Outlook til iPhone og Android.

Sidstnævnte app opererer med en todelt indbakke, hvor den ene kaldes 'fokuseret', mens den anden (som samler nyhedsbrevene op) hedder 'andet'.

En fokuseret indbakke er også en god løsning. (© dr)

Med Outlook kan du tilmed indstille appen til kun at give dig notifikationer på skærmen, hvis en email lander i den fokuserede indbakke, så du ikke bliver forstyrret midt i aftenmaden af en reklamemail.

God oprydning!