3D-printet robotarm vinder opfinderpris

Billige og skræddersyede robotarme kan være på vej på grund af 3D-printere.

  • Robotarmen er 3D-printet af et gummiagtigt plastikmateriale og styres ved hjælp af sensorer på huden. (© Open Bionics)
  • Joel Gibbard (th) startede sin virksomhed Open Bionics i sit soveværelse. Nu vil han sælge sin robotarm for 20.000 kroner - spotpris for den slags teknologi. (© Open Bionics)
1 / 2

En skræddersyet 3D-printet robothånd har vundet den britiske opfinderpris James Dyson Award.

Robotarmen er udviklet af den 25-årige Joel Gibbard, der er uddannet robotingeniør fra Plymouth University i England.

Han driver til daglig det Bristol-baserede firma Open Bionics, der startede i hans soveværelse i 2013.

Robot-proteser er ekstemt dyre

Den 3D-printede arm tager kun 40 timer at konstruere og skal efter planen i salg allerede næste år.

Normalt koster avancerede robot-proteser langt mere - op til en halv million kroner.

Det gør avancerede proteser meget dyre for specielt børn, der skal skifte proteser ofte i takt med at de vokser.

Joel Gibbards robotarm koster kun omkring 20.000 kroner - inklusiv tilpasning til brugeren.

Skræddersyet arm

Armen fungerer ved hjælp af sensorer på huden af brugerens resterende armmuskler.

Brugeren af armen kan ikke føle noget igennem de 3D-printede fingre, men de er udstyret med sensorer, der registrerer tryk.

Sensorerne skulle gøre det muligt for brugere at samle selv noget så skrøbeligt, som et æg op.

Joel Gibbard kan også skræddersy robotarmen ved at skanne brugeren med en speciel tablet.

Open source design

Armen er printet i en type plastik, der er elastisk ligesom gummi. Det gør leddene bøjelige og mindre skrøbelige.

Selv om Joel Gibbard og Open Bionics ønsker at sælge de skræddersyede robotarme, er designet tilgængeligt open-source.

Alle kan bruge og dele teknologien hvis bare Open Bionics får del i eventuelle forbedringer.

Joel Gibbard bor i øjeblikket i Los Angeles og deltager i et mentorprogram støttet af Walt Disney-fonden.

FacebookTwitter