Airbnb hapser Hilton i haserne

Formidling af ferieboliger mellem private har vist sig at være en sand guldgrube. Airbnb er nu 170 milliarder kroner værd.

Ny investering på 10 milliarder kroner bringer Airbnb's markedsværdi op på 170 milliarder kroner. (© Airbnb)

Hvis man er i tvivl om, at den såkaldte deleøkonomi er big business, skal man bare kigge på den seneste vurdering af Airbnb.

Det syv år gamle firma, som formidler feriebolig-udlejning mellem private, har ifølge Wall Street Journal netop rejst 10 milliarder kroner i ny kapital fra en række private investorer.

Det bringer vurderingen af selskabet op på svimlende 170 milliarder kroner (25,5 milliarder dollars), og Airbnb cementerer hermed sin plads som det tredjemest værdifulde ikke-børsnoterede firma.

Dog er de stadig et hak under den absolutte top bestående af den kontroversielle taxa-app Uber og det kinesiske mobilfirma Xiaomi, hvis markedsværdi er vurderet til henholdsvis 50 og 45 milliarder dollars.

Airbnb vokser som ukrudt

På trods af at Airbnb ejer nul hoteller og nul ferieboliger, er selskabet for alvor ved at kunne bide skeer med nogle af de hæderkronede hotelkæder.

Hilton er med en markedsværdi på 27,6 milliarder dollars stadig 2 milliarder mere værd end opkomlingen, mens Marriott med 20,9 milliarder dollars må se sig klart distanceret.

Kigger man på væksten, er det til gengæld tydeligt, at Hilton også snart risikerer at få baghjul af Airbnb. Mens Hilton vokser med 9 procent om året, er Airbnb oppe på hele 90 procent.

Indtægter for 10 milliarder dollars om fem år

Wall Street Journal rapporterer, at Airbnb i år vil have indtægter for cirka 900 millioner dollars, men at man regner med, at feriebolig-servicen alligevel ender med et underskud på cirka 150 millioner dollars (1 milliard kroner).

Dette billede forventes dog snart at se væsentligt anderledes ud.

I 2020 anslås indtægterne at være steget til 10 milliarder dollars (66 milliarder kroner), mens underskuddet vil være vendt til et overskud på omkring 3 milliarder dollars (20 milliarder kroner).

Airbnb skriver på sin hjemmeside, at man nu kan vælge mellem 1,2 millioner udbudte værelser og ferieboliger i mere end 34.000 byer i 190 lande. Det samlede antal gæster, der har booket med Airbnb, har passeret 35 millioner.

Facebook
Twitter