Airbus-chef: Vi tester prototype på en flyvende bil i år

En udviklingsafdeling under flyfabrikanten arbejder på en helikopter-lignende bil til flere personer, sagde Airbus-direktøren ved DLD-konferencen.

Airbus har tidligere leget med fremtidskonceptet City Airbus, som måske ligger til grund for den kommende prototype. (© Airbus Group)

Ved tech-konferencen DLD i München sagde Tom Enders, der er CEO i gigantiske Airbus Group, at firmaet snart er klar med en prototype på en flyvende bil.

Det skriver Reuters.

Airbus regner med at teste prototypen, der skal undgå trafikpropper i byen, i slutningen af 2017, lød det fra Tom Enders ved konferencen i går.

- For 100 år siden bevægede bytransporten sig ned under jorden. Nu har vi den teknologiske ekspertise til at gå i luften, sagde Airbus-chefen ifølge nyhedsbureauet.

Flyproducenten løftede sidste efterår sløret for nogle af de ideer, som selskabet arbejder på. Og et af dem - Project Vahanna - er nok en god kandidat til at blive testet senere i år.

Ligesom Uber - bare i luften

Sidste år dannede Airbus, der er verdens største producent af passagerfly, en særlig afdeling kaldet Urban Air Mobility, der skulle udforske koncepter, som kan transportere individer eller grupper. Ideen er ifølge Reuters, at man skal kunne bestille en flyvende bil via en app. En slags Uber, bare i luften.

Tom Enders sagde også, at han håber, at en prototype til en enkelt passager kan testes senere på året, og understregede ved DLD-konferencen, at han tager projektet meget seriøst.

Airbus er ifølge direktøren klar over, at en sådan teknologi nødvendigvis ikke må forurene. Og derudover ser han en række mulige besparelser for byerne, der " ved flyvning ikke behøver hælde milliarder i betonbroer og veje".

Præcis, hvor meget Airbus investerer i teknologien, ville Tom Enders ikke ud med. Det er også stadig uklart, hvordan Airbus vil håndtere lovgivningen, når det gælder muligheden for flyvende privattrafik i byrummet.

Tidligere forsøg på at lancere flyvende biler har alle fejlet spektakulært, men ingen af dem havde en af verdens største teknologivirksomheder i ryggen.