Aktivister vil redde nettet

Svag EU-lovgivning bringer det åbne og frie internet i fare, mener internetaktivister, der har startet en protestkampagne

Internetkampagne skal skabe opmærksomhed omkring netneutralitet

Netneutralitet er et vanskeligt ord, der dækker over princippet om at have fri og lige adgang til den ressource, som internettet er. Teleselskaber og internetudbydere skal blot stille motorvejen til rådighed med lige vilkår for alle, hvad enten det er store virksomheder, små nystartede iværksættere eller helt almindelige borgere på nettet.

Denne sommer udstikker de europæiske telemyndigheder retningslinjer for, hvordan EUs lovgivning om netneutralitet skal implementeres ensartet i de enkelte lande. Og den proces håber internetaktivister at få indflydelse på gennem at aktivere de europæiske borgere.

- Vi er 20 uafhængige organisationer, der arbejder for at få ægte netneutralitet i EU ovenpå den lovgivningsmæssige proces, der har stået på siden 2013, fortæller den østrigske internetaktivist Thomas Lohninger.

Hans værktøj er websiden savetheinternet.eu, som er bygget op som et simpelt spørgeskema, hvor man siger ja eller nej til en række udsagn om netneutralitet. Man kan også skrive en række personlige udsagn. Det hele bliver samlet i et brev til de lokale telemyndigheder eller til BEREC, der er en forkortelse for EU Telecoms Regulators.

Internet skal ikke være som kabel-tv

Både i USA og i Indien har man haft en tilsvarende proces. I USA deltog 3,7 millioner mennesker og i Indien én million mennesker. Thomas Lohninger håber naturligvis på at noget lignende sker i EU, Norge, Island og Lichtenstein.

Men hvad er det han kæmper for - eller imod?

- Det handler om at forhindre, at internettet bliver reguleret ligesom kabel-tv, hvor nogle enkelte virksomheder bliver gatekeeper på alt indholdet. Internetudbyderne skal ikke kunne bestemme, hvad vi skal kunne gøre online, siger Thomas Lohninger, der mener, at EU-loven kan læses som både for og imod netneutralitet, og derfor er alt for åben overfor fortolkning.

Det kan give en række problemer.

Svag EU-lovgivning

- Hvis man investerer i en europæisk iværksættervirksomhed, så vil man være sikker på, at forretningsmodellen bag virksomheden er i overensstemmelse med gældende lovgivning, men med en uklar lovgivning på området, så findes den sikkerhed ikke, mener han og påpeger, at det samme gælder for teleindustrien, der reelt ikke ved, hvilke af deres produkter eller metoder, som reelt er lovlige.

Ved begrebet netneutralitet forstår man åben og lige adgang til internettet, så fx store virksomheder ikke kan købe sig til bedre hastighed for deres produkter eller teleselskaberne ikke kan give deres egne services bedre vilkår end konkurrenternes produkter. Med netneutralitet søger man at skabe fair og lige konkurrence samt frit valg for forbrugerne.