Analyse: Fitness-apps i stor vækst

Markedet for fitness-apps til smartphones og tilhørende grej ventes at eksplodere de kommende år. Men markedet er allerede nu stort.

Danmarks i disse dage mest berømte marathonløber, Annette Fredskov, har dokumenteret sine 366 marathonløb via Endomondo.

Bruger du Endomondo, Runtastic eller Runkeeper når du løber, Strava når du cykler, Withings trådløse wifi-badevægt og måske en Fitbit-skridttæller med tilhørende smartphone-app, når du går en tur?

Hvis svaret er ja, er du en del af den stadigt voksende klan af selvtrackere, der benytter smartphones og alskens andre sensorer til hele tiden at registrere, hvor meget de bevæger sig, hvor meget de vejer, hvor meget fedt de har på kroppen, hvor godt deres humør er - og massevis af andre ting. Fænomenet har de senere år budt på vild vækst, og væksten vil fortsætte de kommende år, viser en ny prognose fra analysefirmaet IHS Electronics and Media.

63 procent flere

Prognosen viser, at markedet for fitness-apps vil vokse til 248 mio. installerede apps i 2017 - fra 156 mio. installerede apps i år. Det er en vækst på 63 procent - og vel at mærke en vækst, der kommer fra et relativt højt niveau. I 2010 havde alverdens smartphoneejere installeret mindre end 100 mio. fitness-apps på deres smartphones.

Ifølge IHS boomer salget af hardware sammen med interessen for fitness-apps. Selv om en app som eksempelvis danskudviklede Endomondo sagtens kan bruges til at tracke løbeturen uden tilbehør, kan man for relativt få penge tilkøbe et pulsbælte, der gør logningen mere præcis. Det samme gør sig gældende for skridttællere, søvnkvalitetsmålere, cykelcomputere og meget andet.

Tidligere har en analyse fra samme selskab vist, at 62 procent af dem, der angav at være interesserede i fitness-apps, også var interesserede at købe udstyr, der udvider appens mulighed - og her er eksterne pulsbælter blandt de ofte sete tilkøbsprodukter.

55 procent gør det allerede

Trenden er dog ikke ny. Selvtracking - eller 'The Quantified Self', som fænomenet kaldes i USA, er af de meget store vækstområder inden for elektronikkens verden - og dækker ikke blot over hippe løbeapps, men også over smartphoneudstyr til sygdomsbehandling, eksempelvis blodsukkermålere til diabetikere.

Allerede sidste år kunne arrangøren af den store elektronikmesse CES i Las Vegas, Consumer Electronics Association, offentliggøre en markedsanalyse af det amerikanske marked for teknologisk fitness-grej, der viste, at markedet i 2013 stod overfor et regulært boom. Analysen, der var baseret på online-interviews, viste dengang, at 37 procent af de adspurgte forventede at handle elektronisk fitness-isenkram i løbet af de efterfølgende 12 måneder - og at 55 procent allerede brugte fitness-gadgets i en eller anden form.

Samtidig meldte CEA om en stigning i antallet af udstillere på messen inden for genren på 25 procent.

Mange produkter på vej

Mens fitness-apps også herhjemme er ganske velkendte, er et antal nye produkter på vej på markedet, blandt andet det i USA meget omtalte fitness-armbånd, Fitbit Flex. Det konkurrerende armbånd, Jawbone Up er allerede i handlen - mens Nikes tilsvarende Fuelband endnu ikke har ramt Danmark. Her er der tale om armbånd, der overvåger ting som skridt, trappetrin og bevægelser under søvn.

Da Samsung tidligere i år lancerede deres nye topmobil, Galaxy S4, var netop fitness-relateret software og kommende udstyr en af de ting, Samsung vil sælge mobilen på. Samsungs eget Mhealth-software skal efter planen udbygges med et væld af tilsvarende udstyr, herunder både badevægte, armbånd med sensorer og sågar et smartwatch, som selskabet har bekræftet, at der arbejdes på.

Det samme ventes Apple på vej med, når selskabet - ifølge forventningerne - næste år lancerer et smartwatch.

Facebook
Twitter