Anmeldere om Apple-ur: Smukt, men ikke godt nok

Apples smart-ur har de sidste dage været i hænderne på anmelderne, forud for urets amerikanske lancering. Produktet får mere kritik end Apple er vant til.

Apples ur koster mellem 350 og 10.000 dollars og ventes at sælge langt bedre end konkurrenternes. (Foto: Josh Edelson © Scanpix)

Flot, fantastisk kvalitet - og godt designet. Men også svært at bruge, helt unødvendigt, langsomt og ikke bare ikke godt nok.

Sådan lyder et par af de usædvanligt kritiske anmeldelser, der i dag har ramt Apples kommende smartur forud for den amerikanske lancering. Smarturet fra Apple har ellers været længe ventet - dels fordi det er det første helt nye produkt fra Apple i årevis, og dels fordi ingen af de hidtidige smart-ure har formået at skubbe gang i markedet i nævneværdig grad.

Apples smartur fungerer som en forlængelse af brugernes iPhones, men har også selvstændige apps til eksempelvis løb eller kommunikation, og kan sågar bruges til at betale med i amerikanske butikker, der er med i ApplePay-systemet. Apples ur har dog - som de fleste andre smarture - svært ved at holde på batteriet, og brugerne skal regne med at lade det op hver nat.

Bedst, men ikke helt godt

- Der er stort set intet, jeg ikke kan gøre bedre eller hurtigere med en telefon eller en laptop, undtagen måske at tjekke hvad klokken er [...] Trods alt det beundringsværdige teknologi, er Apple Watch stadig blot et smartwatch, og det står ikke klart, om nogen har fundet ud af, hvad man egentlig skal bruge dem til, skriver The Verge i en anmeldelse, der roser uret for at være det bedste af sin art, omend langsomt og dyrt.

- Hver gang jeg kigger på det og beundrer det, kan jeg forestille mig, hvordan det næste vil se endnu bedre ud. Det kan man sige om mange mode-objekter, men ure skal, ironisk nok, være tidløse. Medmindre du vælger det billigste, bør du vente til fremtiden, skriver The Wall Street Journal i en anmeldelse, der også roser uret for sit design.

New York Times roser også uret for være veldesignet, men noterer sig, at uret 'i en grad, der er usædvanlig for Apple, ikke er velegnet for nybegyndere'.

Du har ikke brug for det

Også hos CNET høster designet ros, men mediet langer samtidig uret en lille øretæve.

- Du har ikke brug for et Apple Watch, skriver CNET og bemærker, at Apple Watch er det bedste smart-ur hidtil, men ikke kan nok endnu.

Flere af de større medier giver langt fra uret topkarakter. Hos The Verge får det 7 ud af 10 mulige, CNET giver 7,8 ud af 10 mulige point.

Bloomberg skriver:

- [Apple] har lavet noget, der lever op til selskabets ry for at være innovator og har hævet overliggeren for en helt ny produktkategori [...] Apple Watch er smukt, det er kraftfuldt, det er let at bruge. Men det er ikke nødvendigt. Ikke endnu.

Uret kommer på markedet i USA den 24 april, og først senere i Danmark.