Anonymt 'Facebook' fyldt med hemmeligheder

Mød 'Whsiper' og 'Rando'. To sociale netværk hvor din identitet ikke bliver afsløret.

Whsiper er et socialt netværk hvor du kan fortælle dine hemmeligheder, samtidig med at du er fuldstændig anonym. (© Whisper)

Vi har gennem længere tid fået tudet ørene fulde med, at vi skal passe på hvad vi deler på de sociale medier, for det sætter spor i det virkelige liv. Ingen pinlige fremstillinger af svage øjeblikke.

Men hvis du er træt af at blive udsat for dine venners polerede fremstilling af deres perfekte liv på Facebook, skulle du prøve Whisper.

Hvisk mig en hemmelighed

Whisper er et anonymt socialt netværk hvor man kan 'hviske' hemmeligheder til hinanden.

(© Whisper)

Hemmelighederne fremstår som billeder med en tekst skrevet henover, og de handler ofte om kærestesorger, mindreværd og ensomhed. Små og store problemer i livet, som de færreste nok ville dele på Facebook.

Der er også en del sjove finurligheder, som folk hemmeligholder fra deres nærmeste.

(© Whisper)

Hvis man selv vil hviske, foregår det ved at man vælger et billede fra sin egen kamerarulle eller fra Whispers fotoarkiv og skriver sin hemmelighed eller besked på billedet.

Man kan slå en 'Nearby' funktion til, hvis man vælger at dele sin position (som Whisper lover at holde hemmelig), og så kan man se hvem der er i nærheden.

Folk jager også likes på Whisper

Jeg har prøvet at poste et par (sikkert alt for kedelige) 'whispers', men fik ingen respons. Og sådan går det med langt de fleste opslag. De drukner i mængden.

Man kan vælge at se de mest populære blandt brugerne og de som Whisper selv promoverer i 'Featured'. Hvilket resulterer i at der er lige så mange der jagter likes på Whisper, som på Facebook.

(© Whisper)

Det er også muligt at kommentere på posts og det resulterer i en god cocktail af 'You go girl' og 'Dumb bitch'.

Det er ikke kun tolerance og rummelighed man møder på Whisper. Det skal man kunne tage med, hvis man vil hviske sine hemmeligheder til andre anonyme. Ingen står til ansvar for hvad de skriver.

Whisper er ikke kun et sted at lette sit hjerte - det er i den grad også et dating site.

(© Whisper)

Anonymiteten inspirerer åbenbart en del brugere til at skrive frække beskeder og modtage deres belønning i form af likes, kommentarer og sikkert også en hel del beskeder fra ligesindede som vil chatte eller mødes.

Rando - billeder til og fra fremmede

En anden tjeneste, hvor man også deler ud af sit liv til komplet fremmede er Rando.

Ideen med Rando er at man tager et billede, uploader det og så bliver det bliver sendt til en tilfældig fremmed. Lidt efter modtager man som belønning et billede fra en anden fremmed.

(© Skærmbillede fra Rando)

Det eneste man ved om modtageren og afsenderen er hvilken by de er i.

Jeg har forsøgt mig med Rando tre gange og har af en eller anden grund kun modtaget billeder fra Moskva. Fra en metro, en lommekniv og en tegnet rose.

Det er faktisk en meget fin fornemmelse at modtage et øjebliksbillede fra et andet menneske, et eller andet sted i verden. Men det er næppe en tjeneste, som man bliver afhængig af.

Facebook
Twitter