App-forbruget på vej nedad

En tredjedel af briterne henter stort set aldrig apps til deres mobiler - og 90 procent bruger aldrig penge på apps eller andet mobilindhold. App-forbruget er vigende, siger ny rapport.

Briterne henter færre og færre apps til deres mobiler. (Foto: CHRISTIAN BEUTLER/Scanpix)

Mens udvalget af apps til iPhone, Google Android og Windows Phone stiger dag for dag, falder brugernes interesse tilsyneladende endnu hurtigere. Færre og færre briter henter jævnligt apps til deres telefoner, og dem, der faktisk gør, henter færre end nogensinde.

Det fremgår af en analyse, som konsulenthuset Deloitte har publiceret i Storbritannien, omend fænomenet ikke alene er britisk.

Knap en tredjedel af briterne henter stort set aldrig apps til deres smartphones - og blandt de øvrige to tredjedele er appforbruget også faldet. Medianen er her 1,82 hentede apps per bruger mod 2,32 sidste år.

90 bruger aldrig penge

En måske endnu mere bekymrende tendens for app- og indholdsbranchen er, at ni ud af ti briter svarer, at de aldrig bruger penge på apps eller andet mobilt indhold.

Ifølge Financial Times er undersøgelsen en streg under det fænomen, at kun få softwarehuse faktisk er i stand til at tjene penge på mobilerne - og at succes er tæt forbundet med, om man er heldig at få sin app fremhævet i de respektive appstores.

- Hver ny smartphonebruger har mindre incitament til at hente nye apps, enten på grund af ligegyldighed eller, på mere globalt plan, på grund af prisen. Det ironiske er, at jo bedre apps bliver, jo længere vil folk beholde dem og derfor ikke føle samme behov for at finde nye apps, siger Paul Lee fra Deloitte til avisen.

Stort fald i interessen

Mens det i år er en tredjedel, der siger, at de normalt slet ikke henter apps, var det blot en femtedel for at år siden.

Til avisen The Telegraph siger samme Paul Lee, at nye smartphonebrugere typisk fortrinsvis bruger mobilen til SMS - mens det typisk er de lidt yngre, der interesserer sig for apps som WhatsApp og Wechat. Men interessen for sådanne apps falder dramatisk med brugernes alder, siger han.

Ifølge Deloitte vil brugere, der har haft en smartphone længe, ofte have stillet skarpt på et udvalg af apps, de bruger, og som hænger nøje sammen med, hvad venner bruger. Til gengæld bliver det med tiden sværere at få folk til at hente nye apps.

Facebook
Twitter