Navnet Brian Acton siger formentlig de færreste noget som helst.
Men sammen med Jan Koum, startede han besked-appen WhatsApp, der i 2014 blev opkøbt af Facebook for et svimlende beløb på 100 milliarder danske kroner.
På daværende tidspunkt havde appen 450 millioner brugere, der brugte WhatsApp mindst en gang om måneden. Under Facebooks vinger er det antal bare vokset og vokset, og i juli måned i år passerede man 1 milliard brugere, som vel at mærke bruger appen hver dag.
Men efter otte år, hvor Acton har været med til at bygge den populære besked-app op fra bunden, siger han nu farvel til WhatsApp og Facebook.
Farvel til business - goddag til non-profit
På sin Facebookside fortæller den 45-årige Brian Acton, hvad han i stedet har tænkt sig at investere sin tid og en del af sin formue på - en formue der ifølge Forbes udgør 40 milliarder kroner.
- Jeg har besluttet at starte en NGO, der fokuserer på skæringspunktet mellem nonprofit, teknologi og kommunikation. Det er noget, jeg har tænkt på i et stykke tid, og nu er det tid til bare at fokusere og føre det ud i livet, skriver Brian Acton.
Hvad præcis WhatsApp-stifteren har i tankerne, oplyser han ikke endnu, men han vil i løbet af de kommende måneder offentliggøre mere om planerne med sit nye non-profit-projekt.
En sjov historie, der iøvrigt ofte bliver nævnt i forbindelse med Brian Acton - som han selv har bekræftet - er, at han i 2009 var til jobinterview hos Facebook… uden at få jobbet. Sådan kan man jo nogle gange være så heldig.