App-udvikler: Vi kan gøre Facebooks køb af WhatsApp til grin

Chatcenter.me vil være chattens svar på telefonsystemet, hvor alle kan ringe til alle - og gøre andre chat-apps overflødige

Én chat skal styre dem alle - hvis det står til folkene bag Chat Center.... (Foto: openclipart)

- Hvis det lykkes for os, så vil Facebooks køb af WhatsApp til 19 milliarder dollars pludselig se temmelig fjollet ud, siger Keith Teare.

Den erfarne britiske entreprenør og investor er for tiden dybt involveret i udviklingen af Chat Center, som han håber vil blive chattens svar på telefonsystemet.

Har man et telefonnummer kan man ringe til hvemsomhelst på kloden, uafhængig af land og operatør - og den samme platformsuafhængighed vil Keith Teare gerne skabe for chat.

- Alle som har din adresse på chatcenter.me kan skrive til dig, og det er lige meget hvilken browser eller platform de skriver fra, siger han.

Andre apps holder dig i en silo

Det er helt anderledes end de andre chat-apps, som kræver at dem du vil skrive til bruger den samme app.

Og så kan det godt være, at de største apps - WhatsApp, WeChat, Line og så videre - har flere hundrede millioner af brugere.

- Der er ingen af dem der har ALLE brugere, og det ødelægger visionen om at alle på kloden kan kommunikere med alle andre, siger Keith Teare.

Det er især en skam, mener Keith, nu hvor hele verden er ved at rykke på den mobile platform, især i ikke-vestlige lande.

Idealisten, der blev investor

Keith, der torsdag talte på konferencen Bitspiration i Krakow, har en temmelig særlig baggrund - der måske forklarer hans lidt idealistiske vision.

Indtil han var 40 beskæftigede han sig mest med politisk aktivisme, og var erklæret trotskijst. Men så begyndte han at starte firmaer, og var medstifter af Easynet, Englands første forbrugerrettede internetudbyder.

Siden flyttede han til USA, hvor han startede flere virksomheder, og idag er medejer af Archimedes Ventures, der både udvikler egne ideer og fungerer som investor og såkaldt accellerator for nye startups.

Chatcenter skal binde hele kloden sammen

Og så er Keith Teare altså medudvikler af Chat Center, som han håber kan ‘disrupte' chat-verdenen, ligesom fx WhatsApp selv har vendt bunden i vejret på de gamle teleudbyderes forretning.

- Hvis det virker, så vil det måske være milliarder af dollars værd. Men bedre endnu, så vil det have potentialet til at ændre den måde vi mennesker kommunikerer med hinanden.

Webbaseret chat med app-vindue

Den bærende idé er, at Chat Center er webbaseret - på chatcenter.me, og at appen i virkeligheden mere er en slags notifikations-tjeneste, lidt ligesom Game Center på iOS.

Man kan læse en lille smule mere på firmaets korte præsentationsside hos Angellist.

Foreløbig starter Keith Teare og hans kolleger dog med deres egen app, som man allerede nu kan downloade i en beta-version.

Har kan man reservere sit chatnavn, og selvom man ikke vil kunne chatte via mobil før appen officielt er launchet, kan man allerede bruge tjenesten i en browser, enten på computer eller mobil.

Keiths egen adresse er således chatcenter.me/keith - og via den webadresse kan alle i princippet skrive til ham.

Beta, men på vej til alle

Chatcenter.me er i stadig i en meget tidlig fase, indrømmer Keith, men skal efter planen komme som iOS-app i næste uge, og derefter hurtigt til Android og andre platforme.

Derfter skal andre udviklere også have mulighed for at integrere tjenesten i deres egne apps i fremtiden, og håbet er naturligvis, at mange tager den nye tjeneste til sig.

- Det kan være vi tager fejl med chatcenter.me, eller at timingen er forkert. Men vi tror på det, slutter Keith Teare.