Apple-boss i frontalangreb på Google: Jeres forretningsmodel er forkert

Google og hele Silicon Valley stod for skud i Tim Cooks tale om det principielt forkerte i, at firmaer systematisk indsamler og udnytter vores private data for at tjene penge.

Apples CEO Tim Cook har tidligere talt om vigtigheden af privatliv og sikkerhed. Men ikke så direkte som han gjorde i går, hvor særligt Google stod i skudlinjen. (Foto: © ROBERT GALBRAITH, SCANPiX)

Da Tim Cook i går, som den første fra forretningsverdenen, modtog en ærespris fra non-profitorganisationen EPIC (Electronic Privacy Information Center), benyttede Apple-bossen i sin takketale chancen til at lancere det hidtil stærkeste og mest direkte angreb på konkurrenterne og naboerne fra Google.

Via et videolink tonede Cook frem på en skærm med et klart budskab om, at det er lodret forkert, når firmaer detaljeret indsamler og udnytte brugernes data, for at tjene penge.

- Du kan måske godt lide disse såkaldte gratis services, men vi mener ikke at det er værd at få sin email, søgehistorik og nu endda familie-fotos tappet og videresolgt for 'gud ved hvilket' reklame-øjemed, sagde Cook med slet skjult reference til Google og deres nye gratis fotoservice.

- Vi mener at kunden skal have kontrol med sine egne informationer, fortsatte han.

Hele Silicon Valley fik opsang

Men Google var ikke ene om at få en opsang fra Apple-chefen.

- Jeg taler til alle jer fra Silicon Valley, hvor nogle af de mest prominente og succesfulde firmaer har opbygget deres forretning ved at 'lulle' kunderne til at forholde sig passivt til brugen af deres personlige oplysninger, sagde Tim Cook, inden han igen henvendte sig til menig mand:

- Vi mener ikke, at du nogensinde skal bytte dem (dine data, red) for en service, du tror er gratis, men som i virkligheden har en meget høj pris.

- De sluger alt hvad de kan lære om dig og forsøger at omsætte det til penge. Vi synes det er forkert, og det er ikke den slags firma Apple ønsker at være, sagde Cook.

Cook: Apple vil ikke have dine data

For, for alvor at lægge afstand til Google, Facebook og andre firmaer der lever af dataindsamling understregede Cook, at Apple ikke ønsker at have dine data.

Og selvom indsamling af data er foregået i en lang årrække, så er der ifølge Apple-bossen særlige grunde til, hvorfor man nu skal forholde sig ekstra kritisk til det:

- Det er vigtigere end nogensinde, nu hvor vi gemmer data om vores helbred, økonomi og vores hjem på vores devices, sagde Cook, med henvisning til de nyeste tiltag som både Apple og Google har lanceret indenfor mobilbetaling, måling af sundhedsdata og styring af hjemmet.

Må aldrig gå på kompromis med privatliv og sikkerhed

EPIC som uddelte prisen til Cook arbejder for at beskytte privatlivet, ytringsfrihed og demokratiske værdier på nettet.

Og dem adresserede Cook naturligvis også i sin tale:

- Som mange af jer afviser Apple idéen om, at vores kunder skal være nødsaget til at gå på kompromis med privatliv og sikkerhed.

- Vi kan, og vi skal, tilbyde begge dele i lige stort omfang. Vi tror på at folk har en fundamental ret til privatliv. Det amerikanske folk kræver det, forfatningen kræver det, og moralsk er det påkrævet, sagde Cook.

Cook: Kryptering er essentielt

Men det var ikke kun konkurrerende tech-firmaer, som Apples 54-årige chef havde en besked med til. Også de kræfter i Washington der arbejder for at begrænse kryptering af data - og som grundlæggende vil have en bagdør til vores allesammens data - fik en røffel med på vejen.

- Nogen i Washington håber på at kunne underminere almindelige folks mulighed for at kryptere deres data. Vi mener at det er ekstremt farligt, sagde Cook.

- Vi har tilbudt kryptering i vores produkter i en årrække, og vi har tænkt os at blive ved med det. Vi mener, at det er en kritisk funktion for vores kunder, som gerne vil sikre deres data. I årevis har vi krypteret services som iMessage og FaceTime, fordi vi mener, at indholdet af dine tekstbeskeder og video-chat ikke rager os, sagde han.

Begrænsning af kryptering øger ikke sikkerheden

Apples topchef køber heller ikke præmissen om, at man på et nationalt sikkerhedsplan vil opnå noget som helst ved at begrænse kryptering.

- At fjerne krypteringsværktøjer fra alle vores produkter, som nogle i Washington ønsker, vil kun ramme lovlydige borgere, som forventer, at vi er med til at beskytte deres data. Forbryderne vil stadig kryptere - det er nemt at gøre, og der findes en lang række værktøjer, der kan gøre det, sagde Cook, inden han for alvor satte trumf på.

- Så lad mig være krystal klar: En svækkelse, eller fjernelse, af kryptering rammer gode mennesker, der bruger det af helt legitime årsager, og det vil undeminere vores grundlovssikrede rettigheder og de principper vores land blev bygget på, sluttede Cook.