Apple-chef forsvarer kryptering

I et timelangt interview slår Apple-chef Tim Cook en streg under selskabets kærlighed til kryptering - trods ønsker fra NSA og andre spioner om bagdøre.

Apple vil ikke lave bagdøre til spionerne (Foto: ROBERT GALBRAITH © Scanpix)

Trods kritik og bekymringer fra NSA og andre efterretningstjenester, har Apple-chef Tim Cook ikke planer om at rykke sig en tomme hvad kryptering af selskabets grej angår. Det sagde Cook i weekenden i et interview med TV-programmet 60 Minutes.

Apple har på nyere versioner af iOS-systemet slået kryptering til som standard på måde, hvor Apple angiveligt ikke selv har nøglen til de krypterede enheder, og således ikke har en bagdør, som selskabet kan bruge til at skaffe sig adgang, hvis NSA beder om adgang.

Situationen har naget både amerikanske og europæiske efterretningstjenester, der har måttet se i øjnene, at en del af det data, de før kunne skaffe eller hacke sig adgang til, nu ligger låst ned på krypterede mobiler og computere.

Snowden satte kryptering på agendaen

Kryptering har været på agendaen i efterhånden et par år, efter at NSA-whistlebloweren Edward Snowden i 2013 kunne afsløre, at NSA - i samarbejde med flere landes efterretningstjenester - har spundet et fintmasket overvågningsystem ud over nettet, der der sætter dem i stand til at overvåge alle nettets brugeres private kommunikation.

Snowden er selv fortaler for kryptering som værn mod uønskede spioner.

I Apples tilfælde har selskabet ikke nøglerne til krypterede iOS-enheder, og kan således ikke hjælpe NSA, hvis selskabet tropper op og kræver adgang til folks mobiler. Det har fået flere amerikanske og europæiske efterretningsfolk til at kræve bagdøre, så de kan komme ind i folks mobiler og læse med.

Nej, siger Apple

Men det kommer ikke til at ske, siger Cook.

- Hvis der er en måde, man kan komme ind på, vil nogen finde den. Der er folk, der har foreslået, at vi laver en bagdør. Men virkeligheden er, at hvis vi putter en bagdør ind, kan alle bruge den. Både de gode og de onde, sagde Cook i interviewet.

Han erklærede samtidig, at beslutningen ikke står til at ændre.

- På din iPhone er der måske både sundhedsdata, data om din økonomi. Der er private samtaler med din familie, dine kollegaer. Der er måske forretningshemmeligheder, og dem skal man kunne beskytte. Og den eneste måde, vi kan gøre det på, er at kryptere det, sagde Cook.

Det er ikke kun iPhones, der kan krypteres - det kan også telefoner med Googles Android-system. Google har tidligere luftet ambitioner om at sørge for at kryptering er slået til som standard, når man tænder en Android-telefon første gang. Men det er fortsat noget, man selv skal sørge for.

I den nye version af Android - også kendt som Android Marshmallow, er kryptering dog påkrævet, men kun hvis ens tablet eller mobil er i stand til at håndtere det.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter