Apple putter ny touch-skærm på tastaturet på MacBook Pro

Den nye Touch Bar erstatter de gamle funktionstaster på Apples ypperste bærbare computer. Skærmen skifter funktion, afhængig af hvilken app du bruger.

Emojis er bare en af utrolig mange muligheder, der kan finde vej til den nye Touch Bar (© Apple)

Apple holdt her til aften en presse-event i firmaets hovedkvarter i Cupertino, Californien.

Det helt centrale omdrejningspunkt var en redesignet udgave af firmaets bærbare flagskib; MacBook Pro.

Væk er de funktionstaster (F1-F12) som har siddet på et tastatur, så længe nogen kan huske.

I stedet kommet en helt ny Touch Bar, som Apple kalder det, som i princippet bare en meget aflang touch-skærm, der sidder lige over tasterne.

Skærmen skifter med dine apps

Det særlige ved skærmen er, at den tilbyder brugeren helt specifikke værktøjer og genvejstaster direkte på tastaturet, afhængig af hvilken app man bruger.

(© Apple)

Er du på nettet med Safari, vil der fx være et søgefelt, og man kan også skifte mellem sine åbne tabs eller vinduer direkte fra den lille skærm.

Er du i mail-programmet, kan du svare på en mail eller oprette en ny fra skærmen. Og hører du musik, kan du skrue op og ned, eller skifte sang.

Og så kommer de allestedsnærværende emoji-ikoner naturligvis også til at være til stede, hvis man fx svarer på en besked.

Man kan tilpasse skærmen efter egne præferencer

Microsofts Office-programmer vil også blive understøttet, så du kan klippe og sætte ind eller formatere tekst direkte fra tastaturet uden at skulle ind i en menu på selve computerskærmen.

De nye (avancerede) muligheder virker også, hvis man skal redigere billeder eller video i professionelle applikationer, som fx Photoshop eller Final Cut Pro.

Og er man ikke tilfreds med de knapper, man bliver tilbudt som standard, kan man selv vælge hvilke funktioner, der skal komme frem på skærmen, for hvert program man bruger.

Gør navigationen hurtigere og fjerner rod fra skærmen

Udover at gøre navigation hurtigere og mere intuitiv, gør Touch Bar særligt to ting:

Den giver mulighed for at arbejde i fuld skærm - fx med billeder - uden at menuerne er i vejen for billedet.

Samtidig muliggør den nye former for redigering, der ikke eksisterede før, fordi man fremover kan redigere med to hænder på tastaturet uden at skulle klikke rundt på skærmen.

Touch ID kommer til Mac

Sammen med den nye Touch Bar kommer også Touch ID (fingeraftrykslæseren fra iPhone og iPad) til den nye MacBook Pro.

Du kan både låse computeren op og betale med dit fingeraftryk. (© Apple)

Det betyder, at det er slut med at taste sit kodeord, for man låser blot computeren op med sin finger.

Er man flere familiemedlemmer, der bruger den samme Mac, skifter brugeren også afhængig af hvis finger, der bliver brugt til at låse computeren op.

Bor man i et land, hvor Apples betalingsløsning Apple Pay er introduceret, kan man også betale for ting, man køber på nettet, med sit fingeraftryk - og altså uden nogensinde at skulle taste sit kreditkortnummer ind.

Tyndere, hurtigere, lettere

Det havde aldrig været en Apple Event, hvis man ikke havde hørt ordene ‘thinner and lighter’.

For selvfølgelig er de nye computere tyndere og lettere end forgængerne - og naturligvis også hurtigere.

Mere præcist er den nye 13-tommer MacBook pro 14,9 milimeter tyk (eller tynd) og vejer 1,37 kilo.

15-tommeren er 15,5 milimeter tyk og vejer 1,82 kilo.

Kommer med 4 USB C-porte

Den nye MacBook Pro har fire USB Type-C porte.

Udover at kunne forbinde med eksterne diske og sticks kan alle portene bruges til at lade computeren op eller til at forbinde til en ekstern skærm.

Nå ja, og så kommer de nye computere sørme med noget så gammeldags som et stik til høretelefoner.

Du skal have dybe lommer

De nye Macs kommer i to farver, sølv og space grey, og to størrelser, 13- og 15-tommer. De kan forudbestilles fra i dag, men bliver først shippet om 2-3 uger.

De nye MacBook Pro kommer i to farver og to størrelser. (© Apple)

Til gengæld skal man have meget dybe lommer, hvis man vil have fat i en.

Den billigste 13-tommer får en heftig prislap på 15.499 kroner, mens den billigste 15-tommer starter fra 21.099 - ja, det var over 21.000 kroner for en bærbar 15-tommer computer.

Ny app, der hedder TV

Apple berørte enkelte andre ting ved eventen.

Fx lancerer de til december en ny app, der blot hedder TV. I første omgang dog kun i USA.

Appen, som både kommer til Apple TV, iPhone og iPad, er i princippet en samlet tv-oversigt over al indhold fra de apps, man måtte have på sin Apple TV-boks.

Her har Apple kurateret indhold på tværs af kanaler og apps, der (måske) er interessant for dig.

TV-appen kommer som nævnt også til iPad og iPhone, så du kan se videre på dit indhold, der hvor du stoppede, uanset hvilket Apple-device du har i hånden.

Men andre ord vil Apple søge at overtage styringen af al dit TV-indhold, så du ikke selv skal skifte mellem de forskellige apps fra fx DR, HBO og Viaplay. I stedet vælger man indholdet, man vil se, direkte i Apples TV-guidede univers.

Mere fra dr.dk

Facebook
Twitter