Apple udskyder trådløse høretelefoner

Apple må nu sande, at deres trådløse AirPod-høretelefoner ikke bliver klar til lancering i oktober, som firmaet oprindeligt havde lovet.

Det er endnu uklart, hvor lang tid der går, før AirPods bliver klar - og hvad forsinkelsen skyldes. (Foto: Beck Diefenbach © Scanpix)

Da Apple i september lancerede iPhone 7, var der en enkelt ting der manglede. Nemlig høretelefonstikket.

Ifølge Apple har de fjernet stikket “fordi de er modige”, og fordi høretelefoner med et jack-stik for enden "er forældet".

Men nu viser det sig, at firmaet ikke engang selv er helt klar til fremtiden.

Apple har netop oplyst, at deres trådløse AirPods, som blev præsenteret ved samme event, ikke rammer butikkerne i oktober som lovet.

Hvad det præcise problem består i - og hvor længe firmaet regner med, at det tager at fikse det - nævnes der i vanlig hemmelighedsfuld Apple-stil ikke et ord om.

Det nærmeste, man kommer en officiel forklaring, er en udtalelse fra en Apple-talsperson til mediet TechCrunch:

- Den tidlige respons på AirPods har været fantastisk. Vi tror ikke på at sende et produkt ud, før det er klar, og vi har brug for lidt mere tid, før AirPods er klar til vores kunder, siger den unavngivne talsmand.

Apple holder i øvrigt en ny presse-event i aften, hvor det forventes, at de vil løfte sløret for en markant redesignet udgave af deres Mac computer-serie.

Facebook
Twitter