Apples første Android-app starter fan-krig

App der skal hjælpe brugere til at skifte fra Android til iOS, er blevet en slagmark for Android og iPhone-fans.

En app fra Apple lanceret i Googles butik har sat sindene i kog hos mange Android-brugere. (© Apple)

Apple har for første gang lanceret en app til Googles konkurrerende styresystem Android.

Formålet er dog ikke at hjælpe Android-brugerne...eller jo, det er det - men kun hvis man ønsker at skifte fra Android til iPhone.

Som man næsten kan udlede af navnet på appen 'Move to iOS', er den designet til at gøre det så nemt som muligt for Android-brugere, at få deres data med sig, hvis de ønsker at skifte Android ud med iPhone.

Android-fans er ikke imponerede

Det er langt fra faldet i god jord hos mange Android-fans, og anmeldelserne af appen i Googles butik, har udviklet sig til en regulær slagmark mellem Android-freaks og Apple-fanboys.

Efter godt 34.000 anmeldelser af appen, er den gennemsnitlige vurdering helt nede på 1,7 på en skala fra 1-5, hvor 1 er lavest og 5 er højest.

27.400 brugere har givet appen 1 stjerne, mens 5.700 anmeldelser giver topkarakteren 5. Kun godt 800 anmeldelser giver enten 2,3 eller 4 stjerner.

Læser man hvad brugerne skriver i kommentarerne, så er det tydeligt, at de fleste aldrig har prøvet appen, men bruger anmeldelsen til at ytre sig om, hvad de synes om Apples tiltag.

Androidbrugerne er fornærmede

Android-fløjen lægger ikke fingre imellem i deres kritik af Apples app.

Kenny Jensen giver en stjerne og skriver:

- Malware i samme liga som de afrikanske rig-onkel-emails.

Ole Asbæk lader sige heller ikke lokke af Apples tilbud:

- No f******* way. Jeg skifter aldrig til iOS, skriver han og giver ligeledes en stjerne.

Jesper Holst giver samme minimumskarakter og skriver:

- Wov, det er et nyt lavpunkt for Apple.

Apple 'fanboys' hylder Apple

Men Apple-fanboys - som Apples største tilhængere populært kaldes - har også benyttet lejligheden til at besøge konkurrentens butik. Ikke for at downloade appen, men blot for at drille Android-brugerne.

Daniel Eriksen giver fem stjerner og skriver:

- Elsker denne app! Elsker Apple! Og til alle haderne... Få et liv!

Haris Malik uddeler også de maksimale fem stjerner, inden han sender denne spydighed afsted:

- Fantastisk app! Så nem at bruge. Et 'must have' for alle Android-brugere.

Hvad hele debatten egentlig handler om rammer Henrik Vilhelm Hammer meget godt med sin 'anmeldelse'.

- I er sjove, når i giver appen negative anmeldelser, uden at have nogen intention om at bruge den...Velkommen til den åndsvage fan-verden, skriver han, og giver så alligevel appen fem stjerner.

Apple snart klar med første 'rigtige' Android-app

Selvom Apples første app i Googles butik ikke får nogen varm velkomst, så vil de snart forsøge sig igen.

Tidligere på året meddelte Apple nemlig, at selskabets musikstreamingtjeneste Apple Music, vil blive lanceret til Android-brugere i løbet af efteråret.

Det bliver dog næppe blandt de indtil videre 27.400 stærkt kritiske Android-brugere, at æblefirmaet kommer til at hente sine første betalende kunder på den konkurrerende platform.

Facebook
Twitter