Apples julemusik forsinket for andet år i træk

Smart-højttaleren HomePod skulle være kommet på markedet i år. Nu er den udskudt til starten af 2018. Sidste år var Earpods forsinket.

Apple har for andet år i træk været for optimistiske med et nyt lydprodukt. Denne gang misser HomePod det lukrative julesalg. (© Apple)

For andet år i træk har Apple måtte udskyde en planlagt lancering af et nyt lydprodukt.

Sidste år var det de trådløse høretelefoner AirPods. I år er det så den såkaldte smarte højttaler HomePod, som ikke bliver klar til den planlagte lanceringsdato.

Apple lovede ellers i forbindelse med præsentationen af højttaleren i juni, at den ville være klar til lancering i december 2017. Men med mindre end to uger til december har firmaet opgivet at få HomePod stoppet ned i de store julesokker og ind på juletræets lukrative underetage.

- Vi har brug for lidt mere tid

Hvad grunden til udsættelsen er, vides ikke.

Til techmediet The Verge skriver en talsperson fra Apple:

“… vi har brug for lidt mere tid, før den er klar til vores kunder. Vi begynder at sende den ud i USA, Storbritannien, og Australien i starten af 2018”.

Det har dog hele tiden været meningen, at HomePod til en start kun ville blive lanceret i få lande. Det vides endnu ikke, hvornår højttaleren kommer til Danmark.

Same procedure as last year

Som nævnt er det andet år i træk, et nyt lydprodukt fra Apple bliver udskudt. Og for andet år i træk er begrundelsen den samme.

De trådløse høretelefoner AirPods skulle oprindeligt have været lanceret i oktober 2016, men blev udskudt til midten af december sidste år. Apples forklaring på forsinkelsen var… “vi har brug for lidt mere tid, før AirPods er klar til vores kunder”.

Da de trådløse høretelefoner endelig blev sendt på markedet, var det endda kun i et ganske lille oplag, og der gik efterfølgende måneder, før produktet var på lager hos forhandlerne.

Lyttende dimser kan blive mega-succes

HomePod er tænkt til at skulle konkurrere med smarte højttalere fra flere af Apples ærkerivaler.

Særligt Amazon har haft stor succes med firmaets højttaler-serie Echo, som har firmaets indbyggede og kunstigt intelligente taleassistent Alexa som det store trækplaster.

Idéen er, at man slynger en kommando ud til højttaleren, og at den så makker ret; uanset om du vil tænde for dine internetforbundne el-pærer, streame musik, tilføje køkkenrulle til indkøbssedlen eller vide, hvor gammel en elefant kan blive.

Google og Apple følger trop

Amazons succes fik hurtigt Google til at hoppe med på vognen, og de forsøger netop nu ihærdigt at skubbe deres Home-højttalere med indbygget Google-assistant ind i brugernes hjem (dog er deres produkt ikke kommet til Danmark endnu).

Senest har multirum-lydsystemet Sonos lanceret sin første højttaler, man kan tale til. Da de ikke har deres egen assistent, har de i første omgang valgt at bruge Amazons Alexa.

Apples HomePod kommer naturligvis til at bruge Siri som digital assistent. Siri er pt. den eneste af de ovennævnte assistenter, der understøtter dansk.

Kæmper om søgninger, indkøb og styring af hjemmet

Hvis du går og tror, at tech-firmaerne pludselig går rundt og interesserer sig for en så oldnordisk teknologi som højttalere, kan du godt tro om igen.

Ifølge konsulentfirmaet Activates direktør Michael J. Wolf så drejer “den virkelige krig” sig om, hvem der vinder markedet for digitale assistenter og det tilhørende stemmeinterface.

Grunden er, at de digitale assistenter i fremtiden forventes at komme til at kontrollere vores søgninger, vores hjem og vaner, og hvordan vi køber produkter, sagde Michael J. Wolf for nylig på Wall Street Journals teknologikonference D.Live.

Wolf lagde da heller ikke fingre imellem, da han beskrev, hvad det kan betyde, hvis man taber det slag.

- Det er en eksistentiel trussel for alle de store teknologiselskaber, lød hans vurdering.