Besked-app tordner mod halv milliard brugere

WhatsApp har rundet 430 millioner brugere og har direkte kurs mod en halv milliard.

Besked-app'en WhatsApp vokser vildt. Med 430 millioner brugere der sender 50 milliarder beskeder hver dag, er de ved at rykke op i superligaen af apps med aller flest brugere. Inden få måneder vil de efter alt at dømme runde en halv milliard brugere. (© WhatsApp)

I august rundede besked-app'en WhatsApp 300 millioner brugere. Og troede man at de var ved at toppe, kan man godt tro om igen.

Vi spoler tiden fem måneder frem, og den populære besked-app har netop meldt ud, at de nu har 430 millioner aktive brugere, som tilsammen sender og modtager mere end 50 milliarder beskeder hver dag.

Og der er tale om et voldsomt vokseværk. I april 2013 rundede WhatsApp 200 millioner brugere og har altså mere end fordoblet sit brugerantal på godt 10 måneder.

I december meldte de ud at de havde rundet 400 millioner, så med den voldsomme vækstrate tyder alt på, at de i løbet af få måneder runder en halv milliard brugere.

Private beskeder er i høj kurs

Ligegyldigt hvor populære de sociale netværk er, så er den private kommunikation stadig i særdeles høj kurs.

På listen over de 10 mest populære smartphone apps fra sidste år, er flere beskedapps med.

Og at der er hård kamp om besked-apps der kan præstere høje brugerantal, så man sidste år, hvor blandt andet Facebook og Google bød mellem 3 og 4 milliarder dollars for den private billeddelings-app Snapchat - bud der iøvrigt blev afvist.

Værdien af den private kommunikation er også det, der har fået Twitter til at ændre måden hvorpå man kan sende private beskeder til hinanden, ligesom at Google nu har åbnet op for, at man kan sende emails til folk hvis emailadresse man ikke kender via deres sociale netværk Google +.

Men også beskedtjenester fra Asien som WeChat, Line og Kakao Talk vinder stort frem.

Ingen reklamer, ingen spil, ingen gimmicks

Selvom konkurrencen er hård, så adskiller WhatsApp sig på flere områder fra konkurrenterne.

For det første er App'en IKKE gratis. Den koster et engangsbeløb på 7 kroner, men så slipper du også for reklamer, hvilket er af grundprincipperne for folkene bag app'en.

(OPDATERING: WhatsApp kostede oprindeligt 7 kroner som et engangsbeløb. Efterfølgende har de ændret forretningsmodellen, til at app'en er gratis, men at det koster 7 kroner om året at abonnere - men første år er gratis.)

Faktisk skrev folkene bag app'en en slags motto ned på en 'post-it note' da de startede firmaet:

'No ads, no games, no gimmicks'.

Indtil videre er de tro mod deres ord, for WhatsApp er en rendyrket besked-app, hvor man kan sende beskeder som tekst, lyd eller video - og intet andet - og det er tilsyneladende noget brugerne kan lide.

Facebook
Twitter