Bitter net-krig rammer danske bilkøbere

En kamp mellem eBay-ejede Bilbasen.dk og iværksættervirksomheden Autouncle om retten til at samle data, er foreløbig endt med at gøre livet sværere for de danske bilkøbere.

En krig om data rammer nu en bilsøgemaskine, der sidste år fik e-handelsprisen. (Foto: sundstrom © stock.xchng)

Danske bilkøbere får nu et værktøj mindre at benytte sig af, når de skal tjekke prisniveauet på den brugte bil, de har kig på.

Det er den foreløbige konsekvens af et langvarigt slagsmål mellem søgemaskinen Autouncle og eBay-ejede Bilbasen.dk, der nu har fået landsrettens ord for, at Autouncle skal stoppe med at lave statistik og links til de brugte biler, der er annonceret til salg hos blandt andet Bilbasen.dk

Autouncle fik sidste år E-handelsprisen for sit søgeværktøj, der dagligt scanner det danske bilmarked for brugte biler, og herefter bruger en avanceret algoritme til at beregne om de enkelte biler er fair prissat, eller om de er for dyre.

Tjenesten viser også, hvor længe en bil har været til salg. Autouncle har dog ikke selv annoncer, men linker blot til annoncer andetsteds på nettet.

Produktet udvandes voldsomt

En af de sider, som Autouncle scanner for annoncer, er netop bilbasen.dk, der er den største af sin art herhjemme. Nu hvor Autouncle ikke længere må scanne bilbasen.dk og bruge data herfra, forsvinder størstedelen af Autouncles indeks over det danske bilmarked.

Slagsmålet mellem bilbasen.dk og Autouncle har stået på i over et år - og sagen er principiel, fordi den også handler om retten til at bygge tjenester ovenpå andre virksomheders tjenester.

Bilbasen.dk hævdede blandt andet i retten, at de mister indtægter fra annoncevisninger, fordi brugere, der finder biler via Autouncle, klikker mindre rundt på selve bilbasen.dk.

Omvendt hævder Autouncle, at selskabet ikke ligger i konkurrence med Bilbasen, fordi Autouncle reelt blot er en søgemaskine, der ikke sælger bilannoncer, men blot linker til andres.

Data ligger frit på nettet

Samtidig hævder ejeren af Autouncle, Johan Schjødt, at selskabet - ganske som Google og andre søgemaskiner - blot scanner og bearbejder data, der i forvejen ligger frit tilgængeligt på nettet.

Sagen kogte op sidste år, da bilbasen.dk til sidst valgte at hive Autouncle i byretten. Her tabte Bilbasen.dk sagen - men selskabet tog sagen videre til landsretten, hvor dommerne nåede den modsatte konklusion og påbød Autouncle at stoppe med at scanne bilbasen.dk for brugte biler.

- Dommen betyder, at vi ikke længere kan give forbrugerne et komplet overblik over brugtbilmarkedet, og derfor bliver markedet mindre gennemsigtigt. Vi tilbyder jo blot en søgemaskine, og er til gavn for bilforhandlerne selv, fordi de når ud til flere forbrugere. Både forbrugerne og de fleste bilforhandlere er interesserede i, at alle danske bilannoncer kan søges samme sted, siger Johan Schjødt, der sammen med sine advokater kigger på muligheden for at tage sagen videre til højesteret.

Hos bilbasen.dk betragter man dog Autouncles tjeneste som en konkurrent, der uretmæssigt benytter de systemer, som bilbasen.dk har investerer massivt i.

Høster data på urimelig vis

- De høster data fra os og bruger det på en hjemmeside, der ligger tæt opad vores. Derfor mener vi, at de driver konkurrerende virksomhed. Her har retten afgjort, at de handler i strid med markedsføringsloven. Autouncle vil jo gerne have, at forbrugerne bruger deres tjeneste til at lede efter biler, snarere end hos os. Og det vil vi jo tabe penge på på længere sigt, siger Morten Heuing, der er direktør for bilbasen.dk og andre relaterede eBay-tjenester.

Han er ikke enig i, at dommen skader forbrugernes interesser. Tværtimod mener han, at det er til gavn for forbrugerne, at udbyderne beskytter deres investeringer:

- Jeg er som forbruger er godt klar over, hvor jeg kan finde biler på nettet. Det er ikke så svært. Derfor er det i min interesse at finde et godt søgeprodukt, og nogle services, som gør det let og komfortabelt for mig at købe brugt bil. Det er dyrt at lave, og det laver man kun, hvis man ved, at man kan tjene penge på det. Og det kan jeg kun, hvis jeg kan beskytte mit indhold, siger han.

FDM: Ærgelig situation

Hos bilejernes interesseorganisation, FDM, ærgrer forbrugerøkonom Allan Skytte Christensen sig over situationen.

- Lige nu står vi lidt på sidelinjen, fordi det faktisk er en kamp mellem bilsælgerne og annonceringsbranchen, og ikke direkte har noget med forbrugerne at gøre. Men vi ønsker sund konkurrence i alle led, fordi vi forventer at det er det, der vil give os de laveste priser. Situationen er ærgelig, fordi Autouncle har tilbudt et værktøj, der gav mere gennemsigtighed på markedet, siger han.

Brancheforeningen AutoBranchen Danmark, der blandt andet organiserer bilforhandlere, støtter umiddelbart Autouncle i sagen, selv om Autouncles tjeneste i princippet gør det lettere for køberne at presse en forhandler på prisen. Her er synspunktet, at forhandlerne gerne vil nå ud til så mange øjne så muligt, og at det er godt for forhandlerne, at eBays produkt udfordres, så forhandlerne selv har magten over hvor deres annoncer vises.

Facebook
Twitter