Børnevenlig mikrocomputer storsælger i hele verden

Den ultrabillige minicomputer Raspberry Pi er egentlig tænkt som undervisningsværktøj, men er blevet ultrapopulær blandt både børn og voksne.

(Foto: Cowjuice © CC Attribution Share-Alike 3.0)

Efter at have solgt over 1 mio eksemplarer i Europa blev mikrocomputeren Raspberry Pi forleden udsolgt i USA allerede få timer efter introduktionen.

Den amerikanske forhandler, Allied Electronics, åbnede for salget af de små maskiner i mandags, men blev hurtigt overvældet af interessen for den britiske succes-computer.

Allied Electronics oplyser i skrivende stund, at de helst har lukket for bestillinger af den mindste Model A til 25 dollars, mens den 35 dollar "dyre" Model B stadig kan bestilles. Der er dog op til 6 ugers leveringstid.

Det oplyses ikke hvor mange, der er blevet solgt, men det er i hvert fald et tydeligt tegn på, at Raspberry Pi er blevet en darling for både børn og barnlige programmører over hele verden.

Til børn og barnlige programmeringssjæle

Raspberry Pi er oprindelig udviklet, så børn kan få adgang til en billig og fleksibel computer med indbyggede programmerings-værktøjer, men bliver brugt til meget andet også af nysgerrige og legesyge voksne, fortæller en af bagmændene, Eben Upton.

- Der er en englænder, der har sendt en Raspberry Pi og et kamera med vejrballon op i 40 kilometers højde - og som total rumnørd synes jeg det er helt fantastisk, siger han.

Se flere projekter og læs mere om Raspberry Pi via links nedenfor.

Man kan i øvrigt høre mere om Raspberry Pi og andre af de projekter (hardware og software), der er beregnet på at lære børn i alle aldre at programmere i Harddisken i løbet af foråret.

Facebook
Twitter