Chipproducenten Intel fraråder eget sikkerheds-fix

Den løsning der skulle eliminere kritisk fejl i firmaets processorer, skaber nye problemer, lyder det fra firmaet selv.

Intel undskylder nu, at de har sendt et fix ud til brugerne, der får en del folks computere til at genstarte og køre langsomt. (Foto: © Mandel NGAN, Scanpix)

"Du skal ikke installere den sikkerhedsløsning, vi har sendt ud."

Sådan lyder beskeden nu fra amerikanske Intel, efter firmaet tidligere på måneden sendte en opdatering ud, der skulle løse de to alvorlige sikkerhedsfejl — kendt under navnene Spectre og Meltdown.

Intel fraråder deres egen løsning fordi de såkaldte patches, som bl.a Microsoft og Apple har videresendt til deres brugere, har alvorlige bivirkninger for nogle.

- Vi anbefaler, at [man] holder op med at benytte de nuværende versioner, da de muligvis introducerer flere genstarter end forventet og anden uforudsigelig systemadfærd, siger Intels Executive Vice President Navin Shenoy i en pressemeddelelse på firmaets hjemmeside.

Nogle computere bliver 20 procent langsommere

Udover den “uforudsigelige systemadfærd” Shenoy henviser til, har flere parter rapporteret, at deres computere bliver langsommere og har cirka 20 procent mindre ydeevne end før opdateringen.

Det skyldes, at det netop er computerens hovedprocessor CPU’en (computerens hjerne eller regnekraft), som Intel er storleverandør af, der er berørt af usikkerheden.

Jan Madsen, professor og vicedirektør ved DTU, institut for Matematik og Computer Science, har tidligere til DR Viden forklaret udfordringen med at løse det pågældende sikkerhedsproblem således:

- Man kan godt lave sikkerhedsopdateringer og rette nogle af de her fejl. Men det sker så på bekostning af computerens ydeevne, fordi fejlen opstår i nogle særlige teknikker til at gøre computere hurtigere. Det er pest eller kolera, forklarer han.

Stort set alle computere er berørt

De pågældende sikkerhedfejl, som berører så godt som alle computere solgt gennem de seneste mange år, betyder kort fortalt, at en angriber potentielt kan aflæse hemmelige oplysninger som passwords og krypteringskoder.

Intel har nu sendt en tidlig udgave af et nyt fix ud til deres partnere, som er ved at teste løsningen.

Så snart disse test er færdiggjort - og forhåbentlig viser, at det virker denne gang - vil der blive udsendt en ny opdatering til producenter og brugere.