Cool, gakket og håbløs: 7 gadgets fra årets første teknologi-mekka

Var det noget med et sammenrullet tv? Eller en maskine der kan lægge tøj sammen? Årets helt store teknologimesse i Las Vegas er i fuld sving.

Et væg-til-væg tv er et af mange spektakulære produkter, der i disse dage bliver præsenteret på den gigantiske elektronikmesse CES i Las Vegas. (Foto: Steve Marcus © Scanpix)

En af verdens største teknologimesser, CES, løber hvert år af stablen i januar i Las Vegas.

Messen er genstand for endeløse rækker af nye dimser og gadgets, som kommer i alle størrelser, kvaliteter og prisklasser. Konceptet er, at producenterne kan vise det nyeste af det nye frem - i særdeleshed for indkøbere, men også for journalister og konkurrenter.

Mange af produkterne er kun på prototypestadiet, og chancen for, at en god procentdel af dem aldrig kommer på markedet, er mere end stor.

Fascinations-faktoren er dog altid høj, og nogle af produkterne peger indiskutabelt mod fremtiden. Vi har udvalgt syv gadgets, som stikker ud.

1. Tøjfoldemaskinen

Det ser fint ud, når tøjet er lagt sammen. Men FoldiMate er dog langt fra selvkørende - og kan ikke lægge sokker sammen. (Foto: Ethan Miller © Scanpix)

Hvis der er noget, som mange hjem ville blive lykkelige for, så er det nok en robot eller maskine, der kan tage sig af vasketøjet.

Her kommer FoldiMate ind i billedet - maskinen der er designet til at lægge vasketøj sammen.

Desværre gør den dig ikke arbejdsløs, da du selv skal stå og fodre maskinen med dit tøj et stykke af gangen. Og så er den ikke engang klog nok til at lægge sokker sammen.

Det er ganske ærgerligt, særligt fordi maskinen fylder nogenlunde det samme som en vaskemaskine.

Firmaet satser på, at FoldiMate kommer på markedet i 2019, men lad os nu se. Vi venter i spænding.

2. Hund uden hundelort og madskål

Deltagere på årets CES-messe kæler med Sony's hunderobot Aibo. (Foto: Steve Marcus © Scanpix)

Hvad nu hvis børnene plager om en hund, men du bare ikke kan overskue at blive selvvalgt hundelorte-opsamler?

Så er løsningen måske at få en robothund.

Sony var allerede for en del år siden klar med konceptet, men besluttede at lægge hunden i graven. Nu har de så genoplivet, Aibo, som er kræets navn, og den er faktisk både rimelig naturtro og nuttet.

Klør du robothunden bag øret, logrer den med halen, og dens øjne bevæger sig på en måde, du nok enten finder fascinerende eller skræmmende. Synes du kun at hunde er sjove et lille stykke tid af gangen, så er det din heldige dag. For Aibo kan kun holde sig vågen cirka to timer på en opladning, før den kryber tilbage til sin ladestation de næste tre timer og lader op til en ny tørn.

Robothunden kan indtil videre kun købes i Sonys hjemland Japan, hvor prisen er lige godt 11.000 kroner - så altså ikke så meget mere end en levende en af slagsen.

3. TV-skærmen forsvinder, når du ikke bruger den

Et TV der kan rulle skærmen sammen, når man ikke bruger det. (© LG)

En af årets helt store CES-stjerner har potentiale til at skabe husfred i mange parforhold.

For hvordan løser man problemet, når den ene gerne vil have et 65-tommer tv, og den anden helst vil undvære en skærm, der fylder i stuen?

Mød LGs nyeste prototype… tv-skærmen der kan rulles sammen. Faktisk er det så meget prototype, at skærmen ikke rigtig har et navn andet end Rollable OLED Display. Men det er nu alligevel et interessant koncept.

Der tale om en OLED-skærm, der ruller ned i en æske på størrelse med en soundbar, når du ikke bruger den. Vil du se en film i bredformat uden sorte bjælker foroven og forneden, kan panelet også rulles en smule ned, så det passer i det ultra brede format.

Skærmen kan også rulles cirka 75 procent ned, så der kun er et par apps tilbage, der fx kan vise dig en vejrudsigt, og dermed har tv’et en funktion, når du ikke skal se fjernsyn.

Fremtiden er altså bare en tand bedre - i hvert fald hvis den bliver til noget. Det er nemlig ganske uklart, hvornår LG potentielt er klar til at sende produktet på markedet, hvis det overhovedet sker.

4. Væg-til-væg tv

Det ligner en stor skærm, men de 146 tommer er faktisk sammensat af moduler. (© Samsung)

Her ser det måske lidt anderledes ud hos Samsung.

De sydkoreanske landsmænd ville nemlig ikke stå tilbage for det rullende tv. De havde medbragt et 146 tommer såkaldt modulært TV - altså en skærm der er sammensat af en masse mindre moduler.

TV-konceptet har fået navnet The Wall, fordi det netop er tænkt til at skulle fylde en hel væg, og sådan nogle kommer jo altså i mange forskellige størrelser.

Samsung kalder selve skærmteknologien MicroLED, hvilket er deres navn for noget, der minder om det, LG kalder OLED. Helt kort fortalt kan det vise en dyb sort og stor kontrast.

Sydkoreanernes ambition er, at The Wall skal komme på markedet inden årets slutning. Og mens Samsung forsøger at nå det, kan du jo så gå i gang med at udvælge den væg, du gerne vil have dekoreret i fuld skærm.

Samsung oplyser intet om pris, men man skal nok have en del mønter på kistebunden, hvis man vil være blandt de første, der får et væg-til-væg tv.

5. Længe lovet elbil findes faktisk - næsten

Faraday Future FF 91 ligner en ægte bil, men det er stadigvæk blot en prototype. (© Faraday Future)

Selvom CES er en elektronikmesse, er biler også stærkt repræsenteret.

Udover alskens udstyr, der skal gøre biler selvkørende, er også elbiler i høj kurs.

Her var der i år comeback til firmaet Faraday Future, der for to år siden lovede, at de ville gøre det samme for transportverdenen, som iPhone har gjort for vores kommunikation(!). Intet mindre.

Siden har firmaet dog mest været omgivet af total kaos, så det er i sig selv lidt af en overraskelse, at det stadig eksisterer. Men det gør det, og i år havde Faraday Future medbragt en prototype, der rent faktisk kunne køre.

Det er en SUV, der pønser på at kunne accelerere nogenlunde lige så hurtigt som en Tesla i ludicrous mode - altså fra 0 til tæt på 100 på et par sekunder.

Mediet CNET har været ude at køre en tur med prototype-bilen, og den kan altså accelerere, selvom den er ganske ufærdig.

Det første helt færdige eksemplar af FF 91, som er bilens navn, håber Faraday Future at kunne levere inden årets udgang. Meeen… det er nok mere sikkert at investere i bitcoin end at sætte sine penge på, at det sker.

6. Den usynlige fingeraftrykslæser virker

Fingeraftrykslæseren er bygget ind i skærmen. (© Synaptics)

Hvad gør man, når telefonerne efterhånden har så lidt ramme rundt om skærmen, at det ikke længere er plads til fingeraftryksscanneren?

Så bygger man da fingeraftrykslæseren ind bag skærmen, så den sidder, hvor den plejer, virker som den plejer, men er usynlig, når man ikke skal bruge den.

Det er firmaet Synaptics, der har udviklet teknologien, og den første telefonproducent, der er klar til at integrere teknologien, er kinesiske Vivo - en af verdens største smartphoneproducenter.

Men virker det overhovedet? Ja, det ser det faktisk ud til. Techmediet The Verge har prøvet telefonen, og den umiddelbare dom er, at ‘det virker’.

Den nye optiske scanner er ikke helt så hurtig, som den fysiske læser den erstatter, lyder vurderingen, men det er også første udgave.

Til gengæld er det stadig fuldstændig uklart, hvor sikker den er. Men det bliver vi nok klogere på, når de første telefoner med den nye scanner kommer på markedet.

Teknologien virker dog kun med OLED-skærme, som indtil nu kun sidder på få og dyre smartphones.

7. Internetter lyser ud af lampen

Det ligner blot en lampe, men faktisk kan den også levere trådløst internet. Det er dog stadig en rimelig ufærdig løsning. (© Oledcomm)

Har du fulgt med på disse sider, er du måske stødt på konceptet Li-Fi. Det lyder som Wi-Fi, og det er da også næsten det samme.

Forskellen er groft sagt, at det trådløse internet ikke sendes via radio men via infrarødt lys.

På årets CES-messe har firmaet Oledcomm fremvist lampen MyLiFi, som netop gør brug af teknologien.

Li-Fi har i princippet et par fordele. For det første kan teknologien potentielt levere ganske høje hastigheder. For det andet har vi lyskilder stort set overalt, så det burde være nemt at udskifte de nuværende pærer til nogen, der kan levere internet.

Når det er sagt, så er der også særligt en markant udfordring. Li-Fi kræver nemlig, at lyset rammer direkte ned på computeren, og det er jo ikke altid, man sidder med sin bærbare direkte under en lyskilde.

MyLiFi har dog endnu større udfordringer end det. Lampen kræver nemlig en fysisk internetforbindelse bag i. Og så skal man tilmed sætte en usb-dongle i sin computer, for at det virker.

Med andre ord er det altså en temmelig kluntet løsning på et ikke-eksisterende problem. Men al ny begyndelse er som bekendt svær.

MyLiFi begynder da også deres tilværelse på crowdfunding-platformen Indiegogo, hvor de samler penge ind til at gøre deres prototype færdig. Indtil videre går det dog ganske trægt med at få opbakning til projektet, selvom tilstedeværelsen på CES har givet meget omtale.

Vi får se, om firmaet kommer tilbage til Las Vegas næste år. Der er nemlig altid plads til et comeback på CES, hvis ens produkt er skørt nok.