Crowdfunding-succeser kan ikke levere varen

Konkurs, halvfærdige produkter og manglende levering kaster mørke skygger over crowdfunding.

Et af verdens mest succesfulde Kickstarter-projekter er kommet i modvind. Efter 15 måneder er der stadig mange der ikke har modtaget deres produkt (© Coolest Cooler)

Crowdfunding er for alvor ved at miste sin uskyld.

Gentagne gange har firmaer haft mere end svært ved at overholde deres leveringsdatoer - og i det hele taget levere et produkt, der lever op til det, man har lovet de tusindvis af folk, der har støttet projekterne økonomisk.

Senest er to af de allermest succesfulde projekter, fra den populære crowdfundingside Kickstarter, kommet i vanskeligheder.

Det ene - Zano (en lille drone) - er simpelthen gået konkurs, mens det andet - Coolest Cooler (en avanceret køleboks) - har sat sindene i kog hos sine støtter, ved at begynde at sælge sit produkt på Amazon, inden alle dem der har backet produktet på Kickstarter, har modtaget deres eksemplar.

Dette kommer blot en måned efter, at Skarp (en laserbarbermaskine) blev smidt ud af Kickstarter grundet manglende dokumentation for, at deres produkt ville komme til at virke.

25 millioner kroner i støtte - og alligevel konkurs

Mini-dronen Zano er med godt 25 millioner kroner det europæiske produkt, der har samlet flest penge ind på Kickstarter. Men siden den store succes i januar 2015, har firmaet, ifølge The Guardian, kun formået at sende deres drone ud til cirka 600 af de 12.000 folk, der har støttet projektet.

Flere af dem der modtog dronen har tilmed rapporteret om store tekniske problemer. Resten må nu skyde en hvid pil efter at se den drone, de har betalt 1.800 kroner for.

I forbindelse med konkursen, har firmaet bag Zano udsendt denne meddelelse:

- Vi er dybt skuffede over hvordan Zano-projektet er endt, og vi vil benytte lejligheden til at sige tak til alle dem, der har støttet os gennem denne svære periode - i særdeleshed vores loyale medarbejdere, hvis engagement har overgået alle forventninger.

Kickstarter har også responderet på konkursen i en udtalelse til BBC:

- Firmaerne på Kickstarter har en bemærkelsesværdig succesrate, men der er ingen garantier for, at et projekt vil ende godt. Hvis et firma ikke kan færdiggøre sit projekt som lovet, står der i deres kontrakt med dem der har støttet dem, at de skal afslutte projektet på bedst muligt vis.

Med andre ord, er der altså ingen hjælp at hente fra Kickstarter, når det går galt.

Køleboks også i problemer

Som nævnt er også Coolest Cooler i vanskeligheder, og har 15 måneder efter deres crowdfunding-kampagne sluttede ikke fået sendt deres produkt ud til alle.

Det på trods af at det mystiske blandingsprodukt - bestående af en køleboks, en blender og en højttaler - indtil for nylig var det mest succesfulde produkt på Kickstarter nogensinde. På 30 dage lykkes det at indsamle 90 millioner kroner.

Som nævnt er firmaet i mellemtiden begyndt at sælge køleboksen på Amazon, hvilket ikke er faldet i god jord hos de folk, der stadig venter på deres køletaske/blender/musikafspiller.

Kinesisk motorproducent strejker

Coolest Cooler har haft problemer med det kinesiske firma, der leverer motorer til deres køleboks, angiveligt fordi de strejker.

Samtidig er produktet endt med at være en del dyrere at lave end først antaget, og firmaet har derfor søgt at tjene ekstra penge ved at sælge cooleren dyrere på Amazon, for at få råd til at producere de køletasker, de endnu ikke har leveret til deres backere.

I den seneste opdatering på Kickstarter, skriver Ryan fra Coolest Cooler en meget lang forklaring på alle de problemer, der er skyld i den forsinkede levering. Han forsikrer dog alle om, at de nok skal modtage deres cooler og undskylder på denne vis.

- Jeg ville ønske at processen var gået hurtigere. Jeg ville ønske at jeg kunne råbe fra alle hustage "UNDSKYLD DET ER GÅET SÅ LANGSOMT!" Men jeg har aldrig prøvet at skulle tage mig af en strejke i Kina før.

Så det kan godt være man må vente længe - eller evigt - på det produkt, man har betalt for på Kickstarter, men man får i hvert fald en undskyldning.

Laser-barbermaskine smidt ud fra Kickstarter - samlet op af Indiegogo

De uheldige sager kommer blot en måned efter at et andet crowdfunding-projekt trak store overskrifter.

En næsten overnaturlig fantastisk laser-barbermaskine, ved navn Skarp, samlede på 24 dage 26 millioner kroner sammen på Kickstarter, inden produktet blev sparket ud.

Kickstarter mente pludselig ikke, at firmaets prototype var på et niveau, der sandsynliggjorde, at det faktisk ville komme til at virke i virkeligheden.

Det betød et farvel til Kickstarter og de 26 millioner kroner, som dog blev betalt tilbage til støtterne.

Men her sluttede historien om Skarp ikke. Få timer efter havde den konkurrerende crowdfundingplatform Indiegogo samlet laser-barbermaskinen op, og en ny og blot 14 dage lang kampagne blev skudt i gang.

På trods af at advarselslamperne burde have lyst rødt, lykkedes det alligevel at indsamle 3 millioner kroner.

Barbermaskinen skal efter planen være klar til at blive sendt ud til de første støtter i juli 2016.

Men baseret på de mange kritiske røster, der mener, at barbermaskinens laserteknologi er ren fantasi, ville det ikke være overraskende, hvis Skarp skriver næste store kapitel i crowdfunding-historien om brudte løfter.