Dansk nisseveteran: Det er sjovere at købe gaver til min nisseven end familien

Stine Dransfeldt er en af de godt 150 danskere, der deltager i verdens største nisseleg.

Stine deltager i verdens største nisseleg. (Foto: Heine Dransfeldt)

Hvert år afholder hjemmesiden Reddit en international nisseleg, hvor folk fra hele verden sender hinanden gaver.

Ind til videre har over 110.000 mennesker fra 160 forskellige lande tilmeldt sig til nisselegen i år, hvilket er en ny rekord.

150 af dem kommer fra Danmark. Og en af dem er 18-årige Stine Dransfeldt fra Ringe.

- Det er sjovt, at man skal sende en gave til en vildt fremmed, og selv får en gave fra en vildt fremmed, siger hun til DR Nyheder.

VeteranI år er første gang hun skal være med til nisselegen. Men som mange andre brugere på Reddit har hun taget konceptet til sig og deltaget i en masse mindre nisselege, der bliver afholdt i løbet af året.

Hendes første nisseleg var en te og kaffe-udveksling i foråret.

- Jeg sendte fire forskellige slags te med noget matchende slik til USA, og så fik jeg to slags te fra en person i Canada.

Siden da er det blevet til syv forskellige nisselege, og ind til videre er de bedste gaver, hun har modtaget, dvd-udgaven af en tv-serie og en fjernstyret helikopter.

Den perfekte gave

For Stine Dransfeldt er det sjoveste dog at finde den perfekte gave til den person, som hun bliver matchet med, når nisselegen går i gang.Og ofte ender hun med at bruge længere tid på at finde en gave til dem, end hun bruger på at finde gaver til sin egen familie.

For eksempel brugte hun lang tid på at finde en masse dansk slik, som hun sendt til en bruger fra Tyskland, fordi de havde skrevet, at de godt kunne lide søde sager.

- Hvis det er en person, som har meget detaljerede ønsker, så vil man gerne bruge lang tid på at finde en gave.

- Og det er lidt sjovere at finde på noget, når det er en vildt fremmed, end når det bare er ens familie, som man alligevel er sammen med til daglig.

Hvis du har fået lyst til at være med i Reddits Secret Santa-leg, så kan du stadig nå det ved at tilmelde dig på hjemmesiden. Det koster ikke noget - andet end en gave. Tilmeldingen lukker 2. december.

Facebook
Twitter