Danskerne er nu verdens næstbedste på nettet

Danmark ligger lunt i svinget i ny analyse fra FN. De fattigste lande er stadig desperat langt efter - og udviklingen har sat farten ned, konkluderer rapporten.

Internet fra mobile enheder fortsætter sin sejrsgang i en ny analyse fra FN, der sender Danmark til top 3. (Foto: Kim Hong-Ji © Scanpix)

Det går aldeles forrygende med danskernes brug af nettet - faktisk er der kun ét sted i verden, det går bedre end hos os.

Det viser den årlige analyse fra FNs organisation for telekommunikation, ITU, der i år sender Danmark op fra en fjerdeplads til nu en andenplads på listen over de mest udviklede informationssamfund i verden.

Sydkorea ligger nummer ét på listen - mens Island, Storbritannien og Sverige følger tæt efter Danmark. Omdrejningspunktet for nogle af verdens største software- og internetgiganter, USA, ligger nummer 15 på listen.

Kina ligger nummer 82, mens Indien er nummer 131. I 2010 lå vi nummer fire, overgået af Sverige og Island.

Mobilt net hitter

Globalt går det også fremad med brugen af internettet. I alt 3,2 milliarder mennesker bruger nu nettet, heraf flertallet via mobile forbindelser, der for længst har overhalet kablede internetforbindelser. De 3,2 mia. internetbrugere svarer til 43,3 procent af verdens befolkning.

Det ser dog stadig kummerligt ud blandt de allerfattigste lande, hvor kun 6,7 procent af hjemmene har adgang til nettet. Væksten i verdens internetforbrug ventes at stige 6,9 procent i år - den mest langsomme vækst i årevis.

I gennemsnit har 46,7 procent af verdens hjem adgang til nettet - et tal, der dækker over ekstremt store forskelle. I Europa er tallet således 82,1 procent, mens blot 10,7 procent af de afrikanske hjem har adgang til en eller anden form for internetforbindelse.

Mange flere mænd end kvinder på nettet

Til gengæld er 95 procent af verdens befolkning dækket af mobilnet.

FNs officielle mål er, at 50 procent af borgerne i verdens udviklingslande, skal bruge internettet inden 2020. Lige nu siger prognosen, tallet vil lande på 46 procent, skriver ITU i rapporten.

Mens kampen for lige vilkår mellem mænd og kvinder sker på mange niveauer, er nettet et af de områder, hvor forskellen ses allermest tydeligt. Globalt er gabet mellem mænds internetbrug og kvinders, 11,1 procent - men i verdens fattigste lande er det 28,9 procent.

Europæisk cybersikkerhed i top

Pudsigt nok er billedet helt modsat i USA og Brasilien, hvor flere kvinder end mænd bruger nettet.

ITU forsøger også at sætte tal på cybersikkerhed, og har til formålet konstrueret et indeks, der dækker over den indsats, der gøres for bedre at kunne modstå trusler og kriminelle på nettet.

Her ser det pænt ud i USA og nordeuropa - sløjere i Asien, mens Afrika, Mellemøsten og enkelte lande i Sydamerika skraber bunden.