Danskerne er vilde med nettet

Der er godt gang i danskernes brug af nettet, viser ny rapport fra Danmarks Statistik. Især er smartphones udbredte, mens kun halvdelen har fastnet.

75 procent af danskerne har læst eller sendt mails fra mobilen.

Flere danskere end nogensinde før bruger nettet, mobilbanker, smartphones og alle de andre herligheder, som det digitale samfund kan tilbyde. Det viser en ny rapport om danskernes brug af IT, som Danmarks Statistik netop har offentliggjort.

Ifølge rapporten er 63 procent af de 16-89 årige danskere nu flittige brugere af mobilen til at gå på nettet - mens 75 procent har prøvet at sende en email fra deres mobiltelefon.

Rapporten fra Danmarks Statistik, der i øvrigt kan hentes som PDF her, rummer dog utallige data om de IT-parate danskere. Blandt andet har hele 26 procent prøvet at bruge netbanken fra deres mobiltelefon

2,7 mio. bruger sociale medier

Noget overraskende konkluderer Danmarks Statistik, at 2,7 mio. danskere har en profil på et socialt netværk. Tidligere har vurderinger og officielle brugertal ellers vist, at Facebook alene har over tre mio. brugere, mens LinkedIN har over en mio. danske brugere og Twitter har 200.000 brugere.

Selv om IT-udbredelsen altså generelt er høj, er der dog spredning på, hvor det bruges mest. 99 procent af alle familier og enlige med hjemmeboende børn angiver at have en computer. Af dem er det samtlige, der har adgang til nettet. Blandt de enlige uden børn er det 77 procent, der har adgang til en PC hjemmefra.

Af den samlede voksne, danske befolkning har 88 procent en computer, mens 87 procent har en bredbåndsforbindelse. Dermed ligger Danmark markant over EU-gennemsnittet, hvor det blot er 73 procent, der angiver at have bredbånd hjemme.

Hver tredje har en tablet

Antallet af danske hjem med en fastnettelefon er nu nede på 50 procent. Til gengæld har hver tredje hjem fået en tablet. Fem procent har en dedikeret eboglæser som fx en Amazon Kindle eller en Sony Reader.

Tallene viser også, at de ældre over 75 år bliver stadigt mere digitale. I 2010 havde 29 procent af de ældre over 75 internet hjemme, nu er det halvdelen.

Der er dog fortsat vilde forskelle på, hvordan man går på nettet, afhængigt af alder. Selv om den gode, gamle stationære computer fortsat findes, viger de pladsen for bærbare, som 79 procent bruger. 45 procent bruger en stationær PC - heraf færrest unge og flest ældre.

Nyheder, bank og mails er i høj kurs

Smartphones dominerer totalt blandt de yngre segmenter, hvor 81 procent af de 16-24 årige har en af slagsen, mens kun fem procent af gruppen over 75 har en smartphone. Tablets er mest udbredte i gruppen af 35-44 årige.

84 procent af danskerne angiver, at de bruger internettet hver dag. Blandt undersøgelsens ældste aldersgruppe, de 65-89-årige, angiver 35 procent at de ikke har internet hjemme.

Det er fortrinsvis email, der hitter i Danmark. 93 procent af internetbrugere mailer, mens 86 procent bruger netbanken, 85 researcher på varer mens 75 procent læser nyheder på nettet. 65 procent angiver, at de har brugt sociale medier.

Hver anden mand (52 pct) angiver desuden, at han bruger telefonens GPS og kortfunktioner til at finde vej. Det gør kun 42 procent af kvinderne.

Facebook
Twitter