Danskerne mobil-surfer mere end nogensinde før

Mobilbrugerne er blevet storforbrugere af data - men sender færre SMSer. Og så er fastnettelefonen blevet et mere sjældent syn i danske hjem, viser ny statistik.

Dem her er der blevet 15,1 procent færre af på et år (Foto: © Hanne Paludan Kristensen/Scanpix)

Enhver, der der prøvet at tage et S-tog i myldretiden, vil have opdaget fænomenet: Flertallet af de omkringsiddende passagerer sidder begravet i deres smartphone-skærme, mens der er længere mellem bøger og gammeldags papiraviser.

Nu sætter den officielle danske telestatistik en tyk streg under fænomenets styrke. Danskernes brug af mobildata er nemlig fortsat i heftig stigning - og steg i første halvår af 2014 med svimlende 64 procent i forhold til for et år siden, selv om det i forvejen var højt. Således forbrugte danskerne i første halvår 48.400 terrabyte mobildata - fordelt på både mobilt bredbånd og data, som er inkluderet i et mobilabonnement.

Forbruget af SMS-beskeder er til gengæld faldende, selv om de fleste teleselskaber nu tilbyder fri SMS som en del af abonnementspakken. I første halvår sidste år sendte danskerne lige over fem mia. SMS-beskeder. Det tal er nu faldet til 4,421 mia. første halvår af 2014 - et fald på næsten 12 procent.

Fastnettet i frit fald

Til gengæld stiger vores brug af MMS-beskeder fra 90 mio. for et år siden til nu 109 mio. i første halvår af 2014.

Erhvervsstyrelsens telestatistik er en halvårlig begivenhed, der giver det mest komplette billede af danskernes brug af tele-tjenester i bred forstand, og statistikken har i årevis tegnet et billede af et Danmark, der bliver mere og mere mobilt.

Den store taber i spillet er fastnettelefonen, der lige så længe har været i frit fald - og også er det i denne udgave af statistikken. Der er nu blot 757.000 fastnetabbonnementer tilbage i Danmark, og de taler tilmed 18 procent mindre i telefon end samme periode sidste år.

Danskerne talte således 1,1 mia. minutter i fastnettelefon i første halvår - mod cirka 6,5 mia. minutter i mobiltelefon.

Lidt mere fiber

Tallene viser også, at danskerne er blevet lidt gladere for fiber. Antallet af danskere, der havde et fiberbredbåndsabonnement steg således til 368.000 - en stigning på 24,7 procent i forhold til sidste år. Til sammenligning havde 2,3 mio. danskere et traditionelt bredbåndsabonnement via kobbernettet.

372.000 danske bredbåndskunder har nu en forbindelse, der er hurtigere end 50 Mbit/s, mens den almindeligst forekommende hastighed på forbindelsen er steget en spids til nu 23,2 Mbit/s.